Horisontalt

Lyt til artiklen

AK, MØRKEMÆNDENE - og deres kvindelige modstykker - har kronede dage. På spørgsmålet om muligheden for at indføre arabisk og kinesisk som forsøgssprog i folkeskolen svarer undervisningsminister Ulla Tørnæs, som er fra partiet Venstre, der ellers bryster sig af liberalitet og udsyn, at noget sådant er ganske utænkeligt. Et flertal i Københavns Kommunes uddannelses- og ungdomsudvalg har ellers nikket anerkendende til idéen om, at lade byens små poder lære de sære tungemål i kombination med dansk. Men nej. Skal der læres udenlandske sprog skal det være de velkendte. English: Yes, please! Deutsch: Bitte sehr! Men arabisk? Kinesisk? Eller et tredje sprog, eksempelvis urdu, dét kan der ikke blive tale om. Undervisningsministeren, hvis regeringstaburet som bekendt hviler på det notorisk integrationsfjendtlige Dansk Folkepartis nåde, tror, at et sådant forsøg vil ende i den rene og skære babylonske forvirring. POLITIKERNE I uddannelses- og ungdomsudvalget har som antydet en anden indfaldsvinkel. De bor i landets hovedstad, den by med den største koncentration af tosprogede elever. For dem er det ikke bare et 'smadderspændende' og 'åh så korrekt' politisk initiativ. For dem er det et konstruktivt forsøg på at opdyrke nye veje i kampen for bedre integration. At denne - indrømmet til tider meget vanskelige - proces går begge veje, burde ikke komme som en overraskelse for undervisningsministeren. Elever i folkeskolen som ikke har arabisk som modersmål, kunne med garanti også have noget ud af at lære nogle gloser på så store og rige sprog som arabisk og kinesisk. Vi hører konstant om konflikten mellem Øst og Vest; hvilken styrke ville det ikke være at gå i den modsatte retning! Der er jo ikke tale om at oprette koranskoler. Forslagets egentlige hensigt er at skabe noget så gammeldags, men desværre ikke mindre nødvendigt, som tværkulturel forståelse. Hvorfor ikke starte inden de potentielle konflikter bliver til fastlåst virkelighed? Og i øvrigt: hvem er blevet dårligere til dansk af at have lært andre sprog? Det er forhåbentlig ikke egne erfaringer, undervisningsministeren trækker på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her