DEN TYPISKE danske folkepensionist er en forhutlet og overset person, der må vende hver en femogtyveøre for at få økonomien til at slå til. Men nu skal det være slut. Folkepensionisten skal have en endnu større check af det offentlige. Nogenlunde sådan har Dansk Folkepensionistparti argumenteret, hver gang partiet har sat sig ved forhandlingsbordet for at indgå et forlig med regeringen - og hver gang har strategien givet bonus. Først lykkedes det at få indført 'ældrechecken' som en midlertidig ordning. Dernæst fik man gjort ordningen permanent. Med forårspakken blev ældrechecken udvidet, så den nu koster 840 millioner kroner og omfatter 170.000 ældre. Og forleden bebudede partiet så, at det vil kræve, at der afsættes godt en milliard ekstra til ældrechecken på næste års finanslov. OG HÅNDEN på hjertet: Har DF ikke en pointe? Er en stor check ikke det mindste, samfundet kan sende til den brede gruppe af fattige pensionister i Danmark? Svaret er nej. Selvfølgelig skal vi da hjælpe de allersvageste ældre, men pointen er, at de fleste pensionister ikke er fattige - tværtimod. DF-billedet af den typiske forhutlede folkepensionist, der samler flasker, har intet med virkeligheden at gøre. Sidste år viste en undersøgelse, at ud af de 240.000 danskere, der kan betegnes som fattige, er der kun 9.000 folkepensionister; det svarer til 4 procent! Samtidig viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at ejendomsprisernes himmelflugt i de senere år har forgyldt gruppen af pensionister, så der i dag er mange millionærer, der modtager gratis offentlige ydelser. Det gælder også ældrechecken. Derfor har DF mildest talt ikke argumenterne på sin side, når partiet sætter sig ved forhandlingsbordet med regeringen. Men den formalitet vil ikke forhindre den forklædte interesseorganisation i at kræve 'mer, mer og mer' til landets pensionister. Og DF vil højst sandsynligt få kravet trumfet igennem. For hvad partiet mangler i form af overbevisende argumenter, har det til gengæld i form af en stærk vælgergruppe. Og taberne? Det bliver samfundets egentligt trængende fattigdomsgrupper, som passivt må se til, at regeringens ældreleflende støtteparti får sin vilje. Igen.