ARGENTINAS REGERING og Den Internationale Valutafond (IMF) bærer hver især halvdelen af skylden for den uansvarlige økonomiske politik, der i slutningen af 2001 førte til landets dramatiske kollaps. Det fastslog IMF's uafhængige evalueringskontor torsdag, og den konklusion bør føre til en grundig selvransagelse i fondens allerøverste ledelse. Rapporten beskæftiger sig med IMF's rolle i Argentina fra 1991 til 2001, da kollapsen indtraf og sendte halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Op igennem 1990'erne var præsident Carlos Menem ellers stjerne i IMF's univers, fordi han med sin ultraliberale politik privatiserede landets statsvirksomheder og åbnede Argentinas kapitalmarked for udenlandske investorer. Som bevis for, at Menems regering havde fat i den lange ende, fremførte IMF altid det geniale i at knytte den argentinske peso til dollaren. Det er sandt, at netop den politik i de første år tæmmede landets utålelige hyperinflation. Men der er bagdele ved en fast kurs, hvad den argentinske regering måtte sande. Da den amerikanske dollar steg, måtte pesoen følge trop. Da renten gik op i USA, måtte Argentina hæve sin rente, selv om økonomien så sort ud, og da Brasiliens møntenhed kollapsede, blev de argentinske eksportvarer alt for dyre for brasilianerne. ALT i ALT en rigtig skidt situation med en overvurderet møntenhed og en fast kurs, som de færreste havde fidus til. Som den havde for vane, gik Argentinas regering igen på lånemarkedet, og denne gang til tårnhøje renter på grund af risikoen. I den proces var IMF's rolle ikke flatterende. Fonden støttede den helt uansvarlige lånepolitik ved at forsyne Argentina med milliarder af dollar, der havde til hensigt at opretholde den syge fastkurspolitik, længe efter at den var kommet håbløst ud af trit med virkeligheden. IMF har undervejs jævnligt peget på, at grunden til Argentinas kollaps var, at landet ikke gjorde, hvad der blev sagt. Politikerne undlod at gennemføre de nødvendige reformer, herunder en modernisering af skattesystemet. De argumenter er ikke forkerte, men Argentinas meget komplekse politiske virkelighed tillod faktisk ikke en implementering af IMF's skrappe krav på grund af oppositionens modstand. Sådan er demokratiets præmisser. Derfor er det også helt rigtigt, når evalueringskontoret slår fast, at IMF i fremtiden skal holde fingrene væk, når der er alvorlige politiske hindringer for den politik, man ønsker at føre. Gid IMF ville holde sig disse vise ord for øje, både i de kommende hårde forhandlinger med Argentina om tilbagebetaling af de 1.000 milliarder kroner, som landet fortsat skylder, og i alle fremtidige kriser.