MENS VERDENS opmærksomhed har været rettet mod de kolossale sikkerhedspolitiske og militære udfordringer i Irak og Afghanistan, er der sket en bemærkelsesværdig udvikling i en anden del af den muslimske verden. I klodens folkerigeste islamiske land, Indonesien, er et sekulært demokrati ved at konsolidere sig. Det turde være en udvikling, som giver anledning til opmuntring. Om syv uger går de indonesiske vælgere til anden runde af det præsidentvalg, hvis første runde blev gennemført for en måned siden. Vinderen blev Susilo Bambang Yudhoyono, kendt under sit folkelige kælenavn SBY. Han fik en tredjedel af stemmerne og skal 20. september kæmpe mod den siddende præsident, Megawati Sukarnoputri. Sandsynligheden taler for, at SBY vinder også i anden omgang. Det vil de godt 210 millioner indonesere være godt tjent med. Meget lidt i Megawatis embedsperiode har imponeret, og man skal erindre sig, at hun kom til magten for fire år siden ved at rykke fra vicepræsidentposten til landets øverste post, fordi den daværende præsident, Abdurrahman Wahid, blev stillet over for et mistillidsvotum i parlamentet, hvor et flertal ville fælde ham på korruptionsanklager. Den sandsynlige nye præsident har en militær karriere bag sig og tjente i flere omgange i Østtimor, den portugisiske koloni, som Indonesien annekterede i 1975. Interessant nok har han tilhørt inderkredsen omkring den general Wiranto, som nu er tiltalt for krigsforbrydelser, begået i Østtimor. Tribunalet har dog intet belastende kunnet finde på Yudhoyono, der langt inde i de væbnede styrkers række blev kendt under tilnavnet 'den tænkende general', muligvis som en indikation af, at den slags var Indonesien ikke forvænt med efter 32 års militærstyre, der først kom til afslutning i 1998. I stedet er det værd at bemærke, at SBY efter terrorangrebet på Bali i oktober 2002 blev sat i spidsen for Indonesiens bestræbelser på at bekæmpe terrorismen, og at han har høstet både national og international respekt i dette virke. SOM sikkerhedsminister trodsede SBY både Abdurrahman Wahid og Megawati, da disse traf beslutninger, der var på kanten af forfatningen. Det kostede ham ministerposter, men det mod, han viste, har vælgerne allerede belønnet ham for. Frem for alt er der grund til at glæde sig over, at Indonesien er i en proces, hvor der sker en konsolidering af demokratiet, samtidig med at militære og civile institutioner samarbejder i den internationale terrorbekæmpelse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
