HVIS VELFÆRDEN skal overleve, skal flygtninge sendes hjem. Sådan tænker Pia Kjærsgaard, formanden for Danmarks tredjestørste parti, Dansk Folkeparti. Det skriger til himlen, men den er god nok: Sådan kan man offentligt tænke og tale i Danmark i det Herrens år 2004. Fru Kjærsgaards parti er for længst blevet erklæret for stuerent. Og nu hvor 'pianisterne' er kommet ind i de fine saloner, må man sande, at de har sat sig umanerlig godt til rette. Så godt endda, at de afgør, hvem der her til lands har regeringsmagten, ja i vidt omfang dikterer politikken på udlændingeområdet. DF er ikke et sammenrend af tosser og tågehorn fra Basses Bodega, men repræsenterer en betydelig del af vælgerbefolkningen og har nogle meget iøjefaldende og markante politikere, hvis budskaber har det med at skabe debat og udmønte sig i lovforslag og ikke sjældent konkrete tiltag. Ret skal være ret: Dansk Folkeparti har naturligvis også andre punkter på programmet end de rent ud afskyelige, men på udlændingeområdet er det netop det nedrige og infame, og i alle måder modproduktive, som dominerer. IRAKERNE OG somalierne skal hjem igen, lyder det ubekymret fra Pia Kjærsgaard. Hjem til hvad, må man spørge. Borgerkrig, ustabilitet, usikkerhed, anarki, mangel på infrastruktur, fravær af en velfungerende statsmagt, klankampe, selvtægt og kaos. Er det det, Pia Kjærsgaard ønsker for de mennesker, vi har givet asyl og opholdstilladelse? Er det en forstandig måde at håndtere problemerne på eller - om man vil - udfordringen i forbindelse med integration? Er hjemsendelser løsningen på Velfærdsdanmarks trængsler? Alverdens anerkendte økonomer anbefaler øget indvandring til de velstillede lande for fortsat at kunne opretholde velstands- og velfærdsniveauet, men vi skal åbenbart gå den modsatte vej. Pia Kjærsgaard og hendes opgør med mange års tabu i debatten om Danmarks integrationspolitik har haft sine forfriskende momenter, men den er i stigende grad blevet til dybt beskæmmende forsøg på at overgå egne udlændingefjendtlige kraftpræstationer. Partiet skal jo overleve; når nu 24-års reglen er indført sammen med diverse andre stramninger, så har DF'erne i en vis forstand sejret sig ihjel. De har triumferet - oven i hatten har de fået både Venstre og Socialdemokraterne med på skamlen - hvorfor de må finde på nye slagnumre for ikke at blive glemt og begravet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
