Leder af<b>POLITIKEN</b>

9/11-rapporten

Lyt til artiklen

EFTER NÆSTEN to års intenst arbejde har den tværpolitiske kommission til undersøgelse af begivenhederne i forbindelse med terrorangrebene 11. september 2001 nu endelig fremlagt sine resultater. De fem republikanske kongresmedlemmer og deres fem demokratiske kolleger, der udgjorde kommissionen, har haft mandat til at undersøge såvel Clintons og Bushs rolle som efterretningstjenesternes arbejde. USA er et land med tradition for sådanne kommissionsundersøgelser, men ikke siden Warren Kommissionen, der forsøgte at kaste lys over mordet på præsident John F. Kennedy, har en rapport været ventet med så stor spænding. Men for den nuværende og den forhenværende beboer i Det Hvide Hus i Washington er der umiddelbart grund til at ånde lettet op. Ingen af de to bliver hængt ud for bevidst vildledning af offentligheden eller for uagtsom embedsførelse. Rapporten er derfor ikke en appelsin i turbanen til den demokratiske præsidentkandidat, John F. Kerry, der formentlig ville have foretaget et mindre kvantespring i meningsmålingerne, hvis rapporten havde slået fast, at terrorangrebet 11. september 2001 kunne være undgået. Selv om der altså ikke bliver uddelt dumpekarakterer til præsidenterne, kan de imidlertid heller ikke krybe til køjs i sikker forvisning om, at alt er, som det skal være. ALT VAR netop ikke, som det skulle være for amerikanerne, og, som rapporten slår fast, skyldes det primært, at de ellers økonomisk og materielt velfunderede efterretningstjenester i USA ikke gjorde deres arbejde tilstrækkelig godt. Rapporten opregner således ti alvorlige eksempler på, at CIA og FBI har sovet i timen. Efterretningstjenesterne, som vi også for nylig har set det i Storbritannien, ignorerede vigtige oplysninger og lod i andre tilfælde hånt om spor, der skulle vise sig at være afgørende. Det efterretningsmæssige beredskab har således været utilstrækkeligt, hvilket ikke bliver bedre af, at de siddende præsidenter tilsyneladende ikke forstod - endsige forsøgte at trænge til bunds i - hvor alvorlig terrortruslen reelt var. Spørgsmålet i kølvandet på rapporten er, om USA - den vestlige verden med, for den sags skyld - er rede til at modvirke nye angreb. Ingen forstandige mennesker ønsker naturligvis terror, men bliver der gjort nok for at stoppe den? Og er den nuværende amerikanske tilgang til problemet fornuftig?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her