MEGET kritisk kan og bør siges om den israelske regeringsleder, Ariel Sharon. Men lige nu ser det faktisk ud til, at han prøver at få Israel til at trække sig ud af den palæstinensiske Gaza-stribe næste år. Det vil i givet fald først ske efter 38 års besættelse. Det vil muligvis også kun ske i et uacceptabelt håb om at udskyde eller helt undgå en tilsvarende opgivelse af det besatte Vestbredden. Og Sharons oplæg vil ikke i sig selv give palæstinenserne i Gaza stort håb om økonomisk velfærd og politisk frihed m.v. Gaza har potentialet til enten at ødelægge alt håb om fred - hvis det eksploderer i ny vold og intern borgerkrig og/eller forsumper i økonomisk og social elendighed - eller til at bevise, at fred er en reel mulighed. Hvis omverdenen er ligeglad, skal den blot lade Sharon trække Israels soldater ud og lade palæstinenserne sejle deres egen sø. De mangler en duelig regering. De savner en økonomisk plan. De behøver et massivt boligbyggeri til at erstatte flygtningeslum med menneskevenlige boliger. Og de har brug for sikkerhedspolitisk støtte til både at beskytte Gazas grænser og at opretholde en åben havn og lufthavn uden risiko for, at terrorister misbruger og ødelægger håbet om fred. Det er derfor lige nu, at omverdenen skal tage Sharon på ordet og give palæstinenserne en chance. Det er nu, at USA, EU, NATO og arabiske regeringer skal forpligte sig til at gøre Gaza til en succes. De er alle sammen allerede bange for en fiasko, der vil trække udenlandske samarbejdspartnere med ned i et sikkerhedspolitisk morads. Og der er ikke et sekund at spilde, hvis Gazas mistrøstige virkelighed skal vige til fordel for genopbygning og optimisme. Både arabiske regeringer, EU og USA må til lommerne for at finansiere genopbygningen og sørge for etableringen af et nyt velfærdssystem, som ikke tvinger borgere i armene på religiøse fanatikere. Verdensbanken m.fl. bliver nødt til at sørge for erhvervspolitiske investeringer, der skaber nødvendige arbejdspladser, så palæstinensere kan genoptage et ordentligt liv. Der er også brug for vældige indsprøjtninger i uddannelsessystemet, så børn kan genoptage deres skolegang frem for at føre an i politiske demonstrationer. Og NATO-kredsen kan gøre vældig nytte ved at hjælpe med retablering af en palæstinensisk politi- og sikkerhedsstyrke. Giv palæstinenserne grund til håb.