POLITIKERE kritiseres i agurketider gerne for at rejse for meget, skønt de egentlig burde opmuntres til at rejse mere for at søge viden og inspiration til dansk lovgivningsarbejde. I disse dage rammes både udenrigsminister Per Stig Møller og danske politikere imidlertid af den modsatte kritik, idet de bebrejdes af diverse ulandsorganisationer, at ingen af parterne deltager i ugens internationale aids-konference i Bangkok - ministeren er 'kun' repræsenteret af en faglig chef fra ministeriet. Spis lige brød til. Der er heldigvis intet, der tyder på, at Danmarks bidrag til aids-bekæmpelse kan læses ud af rejseplanen i Udenrigsministeriet eller Folketingets faglige udvalg. Og der er forhåbentlig ikke grund til at betvivle, at Danmark påtager sig et medansvar for at bekæmpe aids, der lige nu har ramt 38 millioner mennesker, hvoraf de 25 millioner er smittet i Afrika. Det er skræmmende tal. Det er hyppigt unge erhvervsaktive mennesker i den generation, der skulle sikre Afrika social og økonomisk fremgang, der er smittet. Deres sygdom - og i stort tal: deres død - ødelægger derfor ikke blot millioner af unge liv og familier. Sygdommen hæmmer også fremdriften i et helt kontinent, der i forvejen er kørt agterud. BANGKOK-KONFERENCEN, som har samlet 15.000-20.000 fagfolk og græsrødder - og politikere - har brugt mange kræfter på at strides om fattigfolks adgang til dyr medicin og om verdenssamfundets holdning til kondomer og seksuelle vaner. At man næppe kan standse aids alene ved at opfordre verdens unge til seksuel afholdenhed eller troskab, turde være oplagt. Og at fattigfolk hindres adgang til anvendelig medicin til en overkommelig pris på grund af ophavsrettigheder til originalprodukter, er moralsk uudholdeligt. I sidste ende er den globale hiv og aids-epidemi dog et udviklingsproblem, som især hænger sammen med fattigdom, dårlig uddannelse og manglende ligestilling plus en dosis kulturelt betinget skamfølelse, der i mange samfund afholder smitteramte fra at søge hjælp og behandling i tide. Men hiv/aids-bekæmpelse giver gode resultater. Samtidig bør fattigdomsbekæmpelse og udvikling være en central del af den internationale aids-handlingsplan, som Folketingets Udenrigsudvalg er på vej med.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
