Doping i feltet

Lyt til artiklen

SÅ SKETE DET igen. En af rytterne i Tour de France blev udelukket fra løbet i går efter en kontrol, der afslørede et forbudt stof i hans krop. Løbets ledelse har allerede bedt andre ryttere om at cykle den forkerte vej ud af løbet, og risikoen for nye afsløringer er stor. Den nye sag viser to ting. For det første er der stadig »idioter«, som den femdobbelte Tourvinder Bernard Hinault udtrykker det i dagens avis, der bruger doping. Idioterne er både rytterne og især de sportsdirektører og læger, der enten opfordrer dem til det eller ser gennem fingre med misbruget. Sidste års Tour de France var et 'rent' løb, men det første halve år af 2004 har været præget af så mange uheldige sager, at året allerede kaldes et annus horribilis for cykelsporten. Hvad kan man gøre? Tour de France-selskabet offentliggjorde ved starten af løbet for en uge siden en række nye og gode initiativer i form af øget kontrol og en større forebyggende indsats. I forvejen er cykelryttere de mest kontrollerede sportsfolk i verden, og de er langtfra de eneste, som bruger doping. F.eks. stiller USA op til OL i Athen med flere atletikstjerner, der er under mistanke for brug af forbudte stoffer. Øget kontrol og en udvikling af de videnskabelige metoder til afsløring af stofferne er en vej frem. En anden er at tvinge medicinalindustrien til at fremstille stoffer, som kan efterspore forbudte substanser, for medicinalindustrien bærer også et stort ansvar. Så er der miljøerne selv. I Tour de France finder vi ryttere og ledere, der har brugt eller accepteret brug af forbudte stoffer. Bernard Hinault vil have dem udelukket for livstid, hvilket er et vidtgående skridt. Men sponsorer og tv-kanaler, som pumper store beløb i begivenheder som Tour de France, burde stoppe støtten til hold og ryttere, der ikke forstår situationens alvor. Der findes en form for mafiøs tavshedskultur - omertà - i dele af cykelsporten og andre sportsgrene, hvor man beskytter vennerne og ikke taler højt om de sorte får for ikke at skade sporten. Denne kultur, som dele af pressen i alt for mange år også var en del af, er en katastrofe. Det er den sikre vej til at ødelægge de sportsgrene, atleterne og deres ledere vil forsvare. »Idioterne« har haft frit spil i alt for lang tid. Nu må de sportsfolk og ledere, der også har noget i hovedet - for eksempel moral - for alvor træde i karakter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her