REGERINGEN har en absurd berøringsangst, når det gælder om at påvirke udviklingen i boligpolitikken. En god håndfuld velhavende kommuner omkring hovedstaden er godt i gang med at opbygge hermetisk lukkede rigmandsghettoer. Gentofte, Lejre og Vallensbæk har en deprimerende lav andel almene boliger. Ingen af de tre kommuner har en andel på over 3 procent. Gundsø, Ølstykke og Ramsø hører også til i den tunge ende med en andel på 7 til 9 procent. Men det skal ingen åbenbart blande sig i, hvis det står til regeringen og dens boligordfører, der afviser at presse kommunerne til at opføre blandede boligkvarterer: »Vi vil ikke være med til at undergrave kommunernes selvstændighed«, lyder det fra Venstres ordfører, Lene Ebdrup. Med en historisk strukturreform, som Venstres indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, ynder at kalde sit værk om kommunesammenlægninger, er dette argument ikke gangbart, for naturligvis kan en regering stille krav til kommunerne. Det er vel det, vi har en regering til, nemlig at tjene almenvellets interesser på bekostning af overdreven egoisme. FORMANDEN for Lejernes Landsorganisation, Klaus Hansen, har entydigt ret i, at ansvarlighed ikke altid er integreret i den kommunale tankegang. Det groteske eksempel så vi for et par år siden, da rigmandskommunen Gentofte tilbød flygtninge boliger mellem tre motorveje. Lad den stå et øjeblik: flygtningeboliger mellem tre motorveje. Dette illustrerer, at regeringens ansvar også er at gribe ind, når områder udvikler sig til rigmandsghettoer med kommunal pigtråd langs grænserne. Undlader vi at stille krav om plads til billige lejeboliger til de svageste grupper vis-a-vis overskudsdanskeren, så bliver storbyen delt i ghettoer med beboere, der er fremmedgjorte over for hinanden. Det er statens ansvar at undgå denne udvikling, og regeringen har oven i købet et naturligt værktøj at bruge for at påvirke de kommuner, der udvikler sig til velhaverkvarterer, nemlig de årlige kommuneaftaler. Gennem forhandlinger kan regeringen presse blandet boligbyggeri igennem, og hvis forhandlingerne går trægt, kan en trussel om lovindgreb få de fleste på bedre tanker. At tale fornuft med kommunerne kan aldrig blive et overgreb på selvstændigheden.