sprang en bombe i Jerusalem. Heldigvis ikke en af den slags, der medførte dræbte og lemlæstede, sådan som Israel igennem de seneste fire år desværre er blevet alt for velkendt med. Nej, bomben, hvis brag har givet genlyd over det meste af verden, blev kastet af Israels højesteret. Den øverste juridiske instans afsagde nemlig kendelse om, at den kontroversielle sikkerhedsmur, der adskiller Israel fra de besatte områder på Vestbredden, skal have ændret sin linjeføring. Sagen var blevet rejst af palæstinensere fra nogle af de landsbyer, som blev direkte berørt af hegnets placering. I flere tilfælde gennemskæres palæstinensiske landbrugsområder af hegnet, således at det enten umuliggør eller stærkt forringer mulighederne for at dyrke jorden. Det er naturligvis en uholdbar situation for de pågældende palæstinensere, som derfor valgte at gå rettens vej. Og minsandten om ikke sagkundskaben efter at have vurderet sagens akter i alle detaljer voterede til fordel for sagsøgerne. Almindelig logik - tilsat en god dosis fordomsfuldhed om Israel - ville ellers tilsige, at en israelsk retsinstans skulle dømme til fordel for den siddende regering og landets forsvar. Sådan fungerer det imidlertid ikke i Mellemøstens eneste fungerende demokrati. Den dømmende magt skønnede, at »den nuværende linjeføring har medført så store vanskeligheder for den lokale befolkning, at staten må finde alternativer, der måske vil give mindre sikkerhed, men som vil skade den lokale befolkning mindst muligt«. Med tusinde dræbte israelere og flere tusinde sårede som følge af palæstinensisk terrorisme har det med garanti ikke været nogen nem kendelse. Det kan være, at Sharon ikke optræder lydhørt over for omverdenens pres og kritik, men domsafsigelsen er en understregning af styrken og pluraliteten i det israelske samfund. På den baggrund - for nu at bevæge os til de hjemlige breddegrader - er det således beskæmmende at opleve, hvordan Folkekirkens Nødhjælp på dette års Roskilde Festival har opført en kopi af sikkerhedsmuren, som angiveligt viser, hvor undertrykkende og hensynsløs Israel i grunden er. Men det er et humanitært fejlskud og udtryk for utidig politisk indblanding fra en organisation, som med sin kampagne hverken skeler til de konkrete årsager til opførelsen af hegnet eller kerer sig om effekten af de grove generaliseringer om Israel. Med højesterets fremsynede beslutning er konflikten selvsagt langtfra løst - det bliver den først, når terroren ophører, og palæstinenserne får deres egen stat - men den er blevet en smule mindre anspændt.