Tak for festen

Lyt til artiklen

I AFTEN spilles kamp nr. 31 ved slutrunden om europamesterskabet i fodbold i det sommervarme Portugal - nemlig selve finalen mellem værtsnationens begejstringshold og turneringens græske sensationsmandskab. Men allerede nu, inden de 22 spillere gør deres entré på plysgræsset på Estádio da Luz i Lissabon, lysets stadion, er der grund til at sige: tak for festen. For sådan har den godt tre uger lange europæiske slutrunde med de 16 deltagende hold formet sig - som en farverig fest, båret af den spænding og de overraskelser, der blotlægger fodboldspillets glade sjæl. Og derfor også en fest, som efterlader international fodbold og dens væsen med en skarpere og mere tiltalende profil. GODT NOK var det også en slutrunde, der var præget af et stort politiopbud og mange sikkerhedsforanstaltninger - en terrormæssig afværgeindsats, der vil blive skærpet i aften, og som synes at være nødvendig i vor nye tid - men det var samtidig en fodboldturnering, der stort set og heldigvis var renset for meningsløs tilskuervold og frastødende vandalisme. Og hvor der af samme grund var mediefokus på begivenhederne på banen og ikke det, der foregik udenfor. Turneringen har nydt en fantastisk opbakning i den portugisiske befolkning, der fejrede hver eneste af hjemmeholdets sejre med nattelange byfester i hver en afkrog. Og skulle det i aften blive til den fuldstændige europæiske fodboldtriumf for den førhen så store kolonimagt, vil hele landet forandre sig til en klassisk sydlandsk grisefest af hidtil ukendte dimensioner. MEN SELV DE bedste grisefester slutter dér, hvor hverdagen begynder. I morgen, få timer efter de uddøende klapsalver, rejser de sidste af de mange fodboldspillere og deres oplevelsesmætte tilhængere hjem og overlader scenen til fejemænd og rengøringsfolk. Alt imens bodegaejerne stadig har travlt med at tælle penge. Portugiserne bliver 'alene' med deres milliardinvesteringer i ti moderne og imponerende fodboldarenaer. Nogle vil blive brugt af landets topklubber, andre - dem, der blev bygget som lokalpolitiske kompromiser - vil stå tilbage som betonmonumenter over fodboldspillets magt og uafviselighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her