Cæsar Else

Lyt til artiklen

I GAMLE DAGE - det er nu - var det svært at ændre sit navn. Var man ked af at hedde Hansen, kunne man gå op på kirkekontoret i bopælssognet, medbringende sin dåbsattest og bede om at få forandret sit navn. Men kun hvis fødslen var registreret i folkekirkens ministerialbøger. Hvis ændringen ikke kunne ske via kirkekontoret, kunne man gå op til amtet og betale 3.000 kroner for ændringen. Den situation skal der muligvis ændres på. Ændret blev der også i gamle dage. En hel familie kunne beslutte sig for at skifte navn - ofte valgte man et navn fra sit fødested eller måske et norsk navn, som passede bedre med forventningerne til succes i livet. Giver Gyldenspjæt - ja, alle forbindelser med Gylden - ikke lykkeligere udsigter for fremtiden? Mange af os, der hedder noget mere originalt end sen-navnene, må erkende, at vi ikke skal ret langt tilbage i generationerne, før vi alligevel hed Hansen. Nu har et enigt navneudvalg under justitsminister Lene Espersen (K) foreslået, at kirken og kordegnene skal ud af skriveriet med navne og i stedet overgive myndigheden til Justitsministeriets ressort. Det, synes vi, er en god idé. Det har altid forekommet absurd, at kordegne i folkekirken skulle tage sig af mennesker fra andre trosretninger i et så vigtigt og identitetsskabende anliggende som navnet. De fornyelser i adgangen til at vælge navn, som forslaget nævner, er vi derimod kun delvis med på. Hvad angår fornavne, skal det ikke længere som i dag være en betingelse for at få navnet godkendt, at det »ikke er til ulempe for den, der skal bære navnet«. De færreste vil måske kalde deres barn for Tykke, men det plejer at være et frivilligt kælenavn. Tvivlsomt er det også, om det er så god en idé at tillade et mellemnavn, som ikke passer til personens køn. Jesus Maria Hansen? Trold Sylfide Nielsen? PATRONYMNAVNE - faders eller moders fornavn, efterfulgt af søn eller datter, var almindelige i Danmark til 1828 - retten skal nu genindføres. Det er da en god nordisk idé. Og der er andre spidsfindigheder, for eksempel muligheden for at tage en ægtefælles mellemnavn til mellemnavn, hvor man i dag kun har ret til en andens efternavn. Også en god idé. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er imod forslaget. Det kan ikke være, fordi man nu skal kunne tage et nyt navn, som i forvejen bæres af et antal på 1.000 personer, men fordi man aner konturerne af et parodisk skaberi omkring navne - frit spillerum for mennesker, som er fikserede på navnet. For en gangs skyld er vi måske lidt enige med Dansk Folkepartis Søren Krarup, som mener, at navnets intime betydning falder bort. Vi hedder i hvert fald fortsat POLITIKEN.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her