DEN DANSKE regering afleverede fredag de såkaldte ratifikationsinstrumenter, som gør det muligt for Danmark at ratificere stramningerne i FN's konvention mod tortur. Det er et positivt og naturligt skridt for et land, der i årevis har været med helt fremme i den internationale indsats mod tortur. Det bør vi fortsat være, blandt andet ved at kræve et klart forbud mod brug af tortur i de lande, vi tæller blandt vore nærmeste venner og allierede. Et af dem er USA. Tirsdag bekendtgjorde den amerikanske regering, at den tager afstand fra officielle dokumenter, der autoriserer forhørsmetoder tæt på tortur. Beslutningen kom efter måneders diskussioner og protester i og uden for USA mod brugen af tortur af fanger i irakiske fængsler og i de hemmelige forhørscentre verden over, hvor USA tilbageholder såkaldte spøgelsesfanger i modstrid med alle internationale aftaler og konventioner. Den amerikanske regerings erkendelse af det uholdbare i den officielle godkendelse af tortur kom sent. Alt for sent. Og problemet er, at andre dokumenter og anbefalinger fra blandt andre forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident Bushs egen juridiske rådgiver, Alberto Gonzalez, reelt giver en blankocheck til amerikanske og udenlandske afhøringsledere, der mishandler fanger under afhøringer. DONALD RUMSFELD og andre afviser, at anbefalingerne i CIA's instruktørbøger til brug ved afhøringer kan sidestilles med tortur. Internationale menneskeretsorganisationer er dybt uenige og peger på de helt klare definitioner på tortur, som er formuleret i blandt andet konventionerne. Med andre ord er den amerikanske regering ikke kommet et skridt længere, og som dagbladet Washington Post skrev i en ledende artikel i sidste uge, kan diktatorer og bødler verden over, som ønsker argumenter for fortsat at mishandle fanger, blot downloade flere af de anbefalinger til torturmetoder, som blandt andre forsvarsminister Rumsfeld har sagt god for. Og som fortsat er gyldige. Et andet uhyggeligt element i denne sag er, at torturen også rammer fanger, der er bortført, og hvis skæbne eller opholdssteder hverken kendes af deres familier eller af Røde Kors. Det er også i strid med international ret, som meget af det, USA helt egenhændigt har foretaget sig siden udbruddet af krigen mod Irak. Det eneste positive i denne skandale er, at opinionen i USA er ved at vågne og har tvunget præsidenten til en meget beskeden og helt utilstrækkelig indrømmelse. Til gengæld er det direkte forstemmende, at USA's allierede i krigen, heriblandt Danmark, forholder sig tavse og dermed godkender en praksis, vi på bedste måde har bekæmpet i mange år.