Tidlig succes...

Lyt til artiklen

PÅ STENLØSE PRIVATSKOLE går der elever med ambitiøse forældre. Allerede i 9-10-års alderen skal børnene prøves og bedømmes med tal efter 13-skalaen. Efter forældrenes ønske bliver børnenes kundskaber bedømt efter seks forskellige parametre, bl.a. 'fagligt standpunkt', 'adfærd' (det var det, der i gamle dage hed 'opførsel') og 'lektier'. Så kan forældre og børn i fællesskab få en klar fornemmelse af det faglige standpunkt og adfærden og i fællesskab begynde at konkurrere med kammeraterne om, hvem der er den flinkeste. H.C. Andersen - for nu at tage et eksempel - ville næppe have scoret højt i sådan en skole. Men han var også et geni. Vi kunne komme i tanker om andre børn, som heller ikke ville have godt af systemet - for eksempel de kvikkeste. Her er det egentlig ikke de svageste elever, vi tænker på, men netop de kvikke. Lad os prøve at tage et nostalgisk blik på børnene i den alder, som bedømmes. Nogle af dem kommer fra hjem, som er topmotiverede og lægger vægt på skolens kundskabsmeddelelse. Andre kommer fra hjem, hvor man mistror tidlig succes og prøver at få børnene til at slappe af over for kravene. OECD har fastslået, at den manglende evaluering i folkeskolens mindste klasser har ansvaret for, at danske skolebørn klarer sig halvdårligt i sammenligning med andre landes børn. På den anden side klarer de sig måske helt godt på længere sigt. Et af problemerne kunne være, at drenge generelt set er mindre sproglige og udviser mere støjende adfærd end piger. Skolens karaktergivning vil fremme de evner for disciplinering af adfærden, som drenge har det sværest med. Pigeskolen tager over. Var der ellers ikke i nyere tid en tendens til at forstå drengepsyken, måske ligefrem holde af den, og finde veje til at udfordre og honorere en drengeadfærd? Alt, hvad man foretager sig i livet, handler om at nyde det fællesskab, man er en del af, hver dag. Det handler ikke om at se frem til karaktergivningen, som er et højdepunkt eller et lavpunkt. I nogle tilfælde giver forældrene også 'karakterpenge' - et begreb, man ellers troede var uddødt engang i 1950'erne. Hvor tidligt skal børn fornemme, at succes i livet er ensbetydende med kommerciel succes? Et naivt instinkt for den idealisme, som er grundparametret for boglig dannelse, overlever endnu i folkeskolen. Lad det leve.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her