BISKOP REBEL har nu sat præsten i Taarbæk fra bestillingen og overladt den endelige fyring til kirkeministeren. Tove Fergo trak sig imidlertid forleden ud af skudlinjen, fordi hun - med vældig god grund, da det er en offentlig hemmelighed, at hun er bagmanden - frygter at blive anset for inhabil. Når kætteren Grosbøll skal sparkes ud af folkekirken, bliver det derfor en sag for statsministeren, forklarede Fergo. Anders Fogh Rasmussen er i forvejen pressens minister; nu kan han så besmykke sig med titel af pave, ærkebiskop, troens beskytter, eller hvad han nu måtte foretrække. Mens han underskriver dommen over den farlige præst med den ene hånd, kan han jo passende med den anden lægge sidste hånd på endnu en nytårstale, hvori han anpriser, hvor gode vi her i landet er til at holde religion og politik adskilt ... Jo, Grosbøllsagen er rig på perspektiver. Og rig på komik, kunne man sige efter endt læsning af biskoppens besynderlige og forvirrede pressemeddelelse. Men faktisk er det ikke kun sjovt og tankevækkende alt sammen. En mand er ved at blive fyret, fordi han siger og tænker, hvad tusindvis af troende og masser af præster og teologer er enige med ham i. HVOR MANGE medlemmer af folkekirken tror mon på, at Gud skabte verden på seks dage, eller at Vorherre virker og handler i den fysiske verden, som naturvidenskaben udforsker, og som vi lever i til hverdag? Nogle gør, og de skal naturligvis ikke udstødes af folkekirken, der længe har overlevet på sin bredde og tolerance. Men hvis folkekirken generelt begynder at kræve, at man skal holde sig inden for den bogstavelighedens retorik, der nu forlanges af Grosbøll, vil mange blive tvunget ud i et ubehageligt dilemma: faneflugt eller hykleri. Hele miseren egner sig til højrøstet diskussion i højloftede stuer rundt omkring i det folkekirkelige Danmark. Nu er den i stedet ved at ende som en administrativ og kirkelig skandale, hvis eneste værdi er, at den udstiller, hvor påtrængende behovet for en ny kirkeordning er. Hvis reformen skal komme hurtigt, skal ministeren og hendes ligesindede bare fremture. Hvis man derimod ønsker, at den skal komme i et lidt mere adstadigt tempo, er det hende, der snarest skal fyres.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
