Endelig

Lyt til artiklen

SVEND AAGE JENSBY (V) var for politisk svækket og savnede den nødvendige vilje til at træffe upopulære beslutninger, men hans efterfølger, forsvarsminister Søren Gade (V), gjorde det: Den reform af dansk forsvar, som har været nødvendig så længe, bliver nu realiseret. Det er en kendsgerning, efter at Gade kom i hus med et bredt forlig om en ny femårig forsvarsaftale. Med både regeringens, Socialdemokraternes, de radikales, Dansk Folkepartis og Kristendemokraternes velsignelse er det nu endelig muligt at gøre op med de sidste rester af det gamle utidssvarende koldkrigsforsvar. I stedet for at opretholde et gumpetungt forsvar, der har lidt af det hele i værktøjskassen, får Danmark nu et skarpt prioriteret, moderne totalforsvar. I stedet for det gamle fokus på ydre fjender fra Øst får vi de to ben i trav, som skal til i den nuværende sikkerhedspolitiske situation, hvor det ikke er russerne, der kommer, men kampen mod terror og engagementet i international konfliktløsning og fredsskabelse, der er brug for. MED FORLIGET fordobles antallet af soldater, der kan sendes ud af landet for at løse opgaver som dem, Den Internationale Brigade for nærværende løser. Det sker, samtidig med at det unødvendige mobiliseringsforsvar nedlægges, og den tilhørende struktur slankes. Det kan skabe beskæftigelsesproblemer, men mindsker ikke den nationale sikkerhed. Den er først og fremmest truet af den form for terror, som har ramt militære og ikke mindst civile mål rundt omkring i verden de senere år med al-Qaeda som ophavsmand. Hvis terroren skal bekæmpes, sker det bedst ved at øge efterretningstjenesternes og politiets ressourcer - og ved at det danske forsvar kan yde sit bidrag, uanset hvor på kloden det måtte være nødvendigt. Konflikter og krige langt fra Danmark og Europa kan have stor betydning for vores sikkerhed. Det nytter ikke at skelne mellem nationalt og internationalt i forbindelse med trusler - og indsatsen mod dem. DER VIL naturligvis stadig være soldater, som skal være parate til at yde et bidrag. Og borgere, der skal kunne bidrage til det civile beredskab. Begge dele sikres af forliget. To brigader af henholdsvis professionelle soldater og kontraktansatte vil skulle tage sig af de internationale opgaver. Hjemmeværnet, nu beskåret, får en ny chance for at bevise sit værd i forbindelse med miljøovervågning. Det historiske forsvarsforlig rokker hverken ved Danmarks forsvarsvilje eller -evne, men har gennem en modig prioritering bragt det samlede forsvar på omgangshøjde med de faktiske trusler. Endelig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her