SAMTIDIG MED, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gik på Folketingets talerstol forud for torsdagens afslutningsdebat - og forkyndte, at »det går fremad, der er stærkere økonomisk vækst, arbejdsløsheden falder« - offentliggjorde Danmarks Statistik nye tal for ledigheden i april, som viser det stik modsatte: Efter lanceringen af regeringens 'forårspakke' er ledigheden steget med 400 personer, til i alt 179.400. Ledighedstallet dækker imidlertid ikke over alle dem, som overgik til aktivering i april. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer således, at der i den seneste måned har været »tale om en underliggende stigning i ledigheden på mellem 2.000 og 2.500 personer«. Næppe det scenario, VK-regeringen håbede på, da den lancerede de nye skattelettelser og de fremskyndede investeringer. Paradoksalt nok kan udviklingen dog på kort sigt gavne både Venstre og Socialdemokraterne: Venstre kan effektivt afvise kritikken fra borgerlige økonomer om, at forårspakken er både unødvendig og risikabel. Ledighedsudviklingen viser, at der rent faktisk er brug for at stimulere samfundsøkonomien. Og Socialdemokraterne kan for deres del holde fast i valgkampsparolerne om, at VK-regeringen ikke gør nok for at nedbringe ledigheden - eftersom udviklingen jo går den forkerte vej: Antallet af ikkebeskæftigede bliver ved med at stige. DE STABILT HØJE tal for ikkebeskæftigede danskere skyldes imidlertid, at ledigheden handler om mere og andet end dårlige konjunkturer. Realiteten er, at en stadig større del af den danske befolkning aldrig vil komme i beskæftigelse; uanset konjunkturer og aktiveringskurser. Danmark oplever i disse år - sammen med andre højtindustrialiserede lande med veludbyggede velfærdssystemer - en faldende efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft. Der er ganske enkelt ikke nok arbejdsgivere, der vil betale den fornødne pris for ufaglærte danskere. Mindstelønnen er i dag så høj, at tusindvis af job forsvinder eller flytter væk som en følge af blandt andet teknologi og globalisering. Vel at mærke, hvis man ikke gør noget - eller gør, som man plejer. Netop derfor er der behov for nye idéer til, hvordan efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft kan øges. Ét af de mest oplagte værktøjer kunne være en skattereform, der måske helt eller delvist fjernede beskatningen, herunder momsen, af visse typer ufaglært arbejdskraft. Dermed ville ufaglærte kunne arbejde til lavere løn - uden at gå ned i realløn. Man kan også forestille sig mange andre tiltag. Det afgørende er imidlertid, at der tages hul på diskussionen. Desværre forhindrer skattestoppet VK-regeringen i at gå nye veje. Skattestoppet er i praksis også blevet et stop for reformer. Konsekvensen er beklageligt nok, at den reelle ledighed fortsat vil stige.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
