Viruspolitik nu

Lyt til artiklen

DER GÅR ikke en måned, uden at medierne kan berette om nye og stadig mere ondsindede former for computervirus, som lægger private og offentlige institutioners edb-anlæg ned med store økonomiske omkostninger til følge. Mange private brugere rammes også af disse digitale epidemier, fordi de ikke har beskyttet sig i tilstrækkelig grad. De fleste på grund af uvidenhed som følge af manglende oplysning. For selv om computervira har været en del af det digitale univers' patologi, siden computeren fik sit store folkelige gennembrud (ja endog før), så hviler der stadig en 'den rammer kun naboen'-skygge over dem, som forhindrer en gennemgribende indsats mod fænomenet. Og så er der ikke nogen politik på området. Selv om disse halsstarrige digitale infektioner koster samfundet bunker af penge og private mennesker både blod, sved og tårer, så er der ikke formuleret noget bud på, hvordan man eventuelt - som samfund - kunne gøre noget ved det. Internetudbydere er ikke forpligtede til at filtrere for virus, selv om det teknologisk er muligt. Og når der endelig fra forskningsministerielt hold - som det skete i sidste uge - bliver fremsat et krav om, at internudbydere skal tvinges til at filtrere, bliver der råbt vagt i gevær af eksperter, der hævder, at en filtrering af elektronisk post kan få den konsekvens, at vigtige informationer aldrig når frem. Hvilket meget vel kan være, men det er en risiko, vi må lære at leve med, hvis vi ønsker at dæmme op for computervirus. GODT NOK er det relativt let for forskningsminister Helge Sander at kræve computervirus stoppet. Men udmeldingen er kun et første skridt i den rigtige retning. Hvis der for alvor skal ske noget på området, skal det følges op af en omfattende informationskampagne rettet mod private samt af et politisk krav til internetudbyderne om at filtrere. Selvfølgelig med en teknologi, der minimerer muligheden for tab af vigtige informationer. Man må hverken sende kontanter eller uindpakkede leverpostejmadder med almindelig post; det ved enhver, og de fleste gør det da heller ikke. Post Danmark har til gengæld ret til at standse forsendelser, der ikke overholder disse krav. Der skal selvfølgelig være tilsvarende regler for elektronisk post. Vejen frem er, at alle yder en indsats.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her