Plads nok

Lyt til artiklen

DIALOG FREM for konflikt. Så enkelt kan det faktisk siges, når sagen drejer sig om en lovliggørelse af forholdene på Christiania. At dialogen foreløbig har vundet, blev fastslået ved afstemningen i Folketinget i går, hvor ikke blot regeringspartierne og Dansk Folkeparti, men også SF, Socialdemokraterne og de radikale stemte for den såkaldte Christiania-lov (mens Enhedslisten undlod at stemme). Hermed tegner der sig indtil videre en bred enighed om en sag - fremtiden for Christiania - som ellers helt fra den nuværende regerings tiltrædelse har fremstået med sin egen politiske symbolværdi. Christiania var simpelt hen et af de meget konkrete og synlige punkter, hvor den nye borgerlige regering i sin tid lagde op til en hård, kampberedt kurs. Christiania skulle partout og på stedet »normaliseres«, og der var tidspunkter, hvor det var vanskeligt at forestille sig denne normalisering uden samtidig for sit indre blik at få udpenslet ubehagelige billeder af bulldozere og fremstormende politienheder i gaderne. SÅDAN KUNNE det meget let være gået. Hvis regeringen havde stået fast med den ideologiske kikkert for det blinde øje og udelukkende holdt sig til støtterne på højre fløj i Dansk Folkeparti. Det havde været et uklogt valg. For vægten i Christianias symbolværdi har vist sig at ligge et andet sted, end regeringen i sin tid havde forestillet sig. Den ligger nemlig i en dansk og folkelig rummelighed, der har gjort fristaden langt mere acceptabel i store dele af befolkningen, end den var i regeringskontorerne. Derfor er det opmuntrende, at fornuften foreløbig har sejret på en måde, så Christianias egen bud på en fremtidsløsning - fondsmodellen - nu af regeringen er blevet accepteret som et muligt alternativ. ALT DETTE betyder naturligvis langtfra, at Christiania er ren idyl. Men foreløbig er hashboderne i Pusher Street revet ned, og nu må christianitterne tillige udvise det ansvar, der gør, at områdets demokratiske styreform kommer til at fungere på en acceptabel måde. Så vil der stadig være masser af »plads til det alternative og lidt sjove«. En formulering, der tankevækkende nok i går blev fremsat af Venstres Christiania-ordfører Ulrik Kragh. Man kniber sig i armen. Christiania har for en stund udvisket indtrykket af regeringens indædte og udsigtsløse blokpolitik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her