ANDERS FOGH Rasmussen lover, at han i dag vil minde præsident George W. Bush om, at tortur er uacceptabelt, at besættelsen af Irak ikke giver mening, hvis irakerne ikke støtter den, og at USA's Guantánamo-linje er uholdbar. Men den ny og stærkt forsinkede kritiske tone er ikke nok. USA har nemlig ikke justeret kursen. Præsident Bush fastholder stadig det åbenlyst uholdbare standpunkt, at torturen i Irak er nogle få vildfarne soldaters værk. Præsident Bush vil ikke give den endnu ukendte, kommende irakiske regering reel suverænitet i form af en vetoret over for besættelsesstyrkernes militære operationer. Og præsident Bush har ingen planer om at legalisere forholdene for tusindvis af fanger i og uden for Irak. DET STORE folketingsflertal, der har ansvaret for, at over 500 danske soldater befinder sig midt i en krigszone, sætter nu sin lid til, at USA justerer kursen. I hvor høj grad det vil ske, kan som sagt diskuteres. Men hvad værre er: Hvor stor en forskel vil en sådan kursjustering overhovedet gøre, på et tidspunkt hvor så meget allerede er gået galt? De fleste tror, at der snart vil komme en ny FN-resolution og en ny irakisk regering. Men selv når det måtte være kommet på plads, er det helt usandsynligt, at nye lande vil melde sig som deltagere i besættelsen. Dertil er situationen simpelthen for broget. TILBAGE BLIVER argumentet om, at man ikke kan overlade Irak til kaos og borgerkrig. Det lyder jo rigtigt. Men vi skal lige huske, hvem det er, der lige nu skyder på hvem i Irak. Det er ikke shiaer mod sunnier, verdslige mod religiøse eller arabere mod kurdere - selv om alle disse konfliktlinjer ligger og venter på en løsning. Nej, al volden er vendt mod besættelsesstyrkerne. Så, jo, Irak har brug for international hjælp. Men lige nu er den udenlandske militære tilstedeværelse foruroligende tæt på at være en del af problemet, ikke en del af løsningen. Selv om risikoen for borgerkrig på længere sigt er reel, udelukker det ikke, at irakernes modvilje og modstand mod deres besættere stiger og stiger i de kommende måneder. Skal der være noget som helst håb om at undgå en sådan katastrofal, negativ spiral, skal der mere end justeringer til. Et radikalt kursskifte, hvor irakere får og tager ansvar for alle beslutninger, hvor det internationale samfund i alle overordnede spørgsmål tegnes af en FN-højkommissær, ikke af USA, og hvor Bushregeringen præsterer et reelt selvopgør, er et minimum. Allerede nu er USA og Danmark, takket være Bush og Fogh, uhyggeligt tæt på at befinde sig i en fælles, tragisk blindgyde.