Bogklubben

Lyt til artiklen

FASTPRISFARCEN fortsætter. Den om prisen på en dansk bog. Skal den ligge fast i en vis periode, prisen, eller skal den fra allerførste udgivelsesdag være variabel og afhængig af de økonomiske magtforhold på bogmarkedet? Nogle siger det ene, nogle siger det andet. Forlaget Gyldendal siger begge dele på én gang. De synes, at der skal være faste priser for alle andre end forlaget selv. Faste priser er en god ting, siger Gyldendal (med rette!). Men mens boghandlerne holder på disse priser, vil forlaget gerne have lov til selv at sælge sine bøger væsentligt billigere gennem sin bogklub. Aktuelt eksempel er Jette Kaarsbøls roman 'Den lukkede bog', hvis pris på 298 kroner boghandlerne ikke må afvige fra det første år efter udgivelsen; men allerede efter tre måneder begynder Gyldendal selv i sin bogklub at sælge bogen for 189 kroner. Noget sådant var utænkeligt for få år siden. Da måtte bøger ifølge brancheaftalen slet ikke sælges til bogklubpris, før et år var gået. Men nu er tingene kommet i bevægelse, og Gyldendal forsøger den ædle kunst at blæse og have mel i munden. Konkurrencerådet, som modstræbende er gået med til at lade de faste priser køre videre i en forsøgsperiode, har netop afgjort, at det trods alt må være enten-eller. Hvis et forlag selv sætter prisen på en bog ned, så må alle andre naturligvis have lov til at gøre det samme. Gyldendal vil ganske vist anke afgørelsen til højere instanser, men et tip vil nok være, at om de så anker til FN eller Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, så får de ikke nogen til at hoppe på dén med faste priser for alle andre end forlaget selv. DET ER ÆRGERLIGT, at Gyldendal gebærder sig så upædagogisk. For faste bogpriser sikrer mange gode ting: fornuftige priser på alle bøger (ikke kun bestsellere), et bredt net af boghandlere og en fri konkurrence uden indblanding fra smagsdommere i statslige støtteinstanser (som ville blive nødvendige for at sikre mangfoldigheden på et bestsellermarked). Gyldendal har ikke monopol - heller ikke på hykleriet. Den mest markante fortaler for 'frie bogpriser' er den danske afdeling af den svenske storkoncern Bonnier, forlaget Lindhardt & Ringhof. Dette forlag lever ikke på markedsvilkår, men overlever år ud og år ind på bevilget underskud fra storebror i Stockholm - og så er det jo nemmere at se lyst og superliberalistisk på tilværelsen. Fri konkurrence, faste priser, lige vilkår: Sådan bør det være på et sundt bogmarked.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her