Bold-business

Lyt til artiklen

DER VAR ENGANG, da fodboldklubber - de store berømte hold, der vandt hæder og ære - var nationale klenodier, der skabte traditioner og myter, og som byggede deres præstationer og resultater på hjemlandets stolte sønner. Det var klubber som Tottenham Hotspurs, Arsenal, Manchester United og Liverpool FC i England, Celtic og Glasgow Rangers i Skotland, Juventus, AC Milan og Torino i Italien samt Real Madrid i Spanien. I dag, en menneskealder senere, lever klubberne stadig, og de fleste af dem skaber fortsat store sportslige resultater. Men fodboldromantikken er gået fløjten - og 'hjemlandets stolte sønner' er blevet færre og ubetydelige i en verden, hvor holdene er sammensat af dyrt indkøbte spillere fra hele kloden, og hvor bolden er hoppet fra nostalgiens plæner og ind på de mere hårde og krævende gulve i børshusene. DEN ENGELSKE Londonklub Chelsea ejes i dag af en russisk oliemilliardær, og nu skal spillets traditionalister forholde sig til et nyt og besynderligt anslag mod et andet af den engelske fodboldflådes stolteste skibe Liverpool FC, der ligger forankret ved Mersey-floden. Den thailandske premierminister, Thaksin Shinawatra, har nemlig købt 30 procent af aktierne i Liverpool for cirka 650 millioner kroner - og nu er det asiatiske land og dets leder pludselig blevet en magtfaktor i engelsk klubfodbold. Fremmede investorers aktieopkøb er både en logisk og naturlig konsekvens af klubbernes forvandling til profitsøgende virksomheder. De er blevet investeringsobjekter for folk, der har penge nok til at udleve private magtdrømme i den glamourøse fodboldindustri - og nu ser vi, som den mest absurde nyskabelse i udviklingen, at en fodboldskør premierminister fra et asiatisk udviklingsland køber aktier i en fodboldklub, og at købet skal finansieres via salget af lotterisedler. At langt hovedparten af Liverpools tilhængere - dem, der befolker det berømte stadion, Anfield Road - er imod salget til Thailand, spiller ikke nogen større rolle. 650 millioner er 650 millioner, og de mange penge kan bruges til nye spillerinvesteringer, der skal være med til at løfte den førhen så berømte klub ud af flere års sportslig fattigdom. I dét regnestykke tæller nationalisme og gamle konservative, britiske fodbolddyder ikke meget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her