BEDRE SENT end aldrig: EU-kommissionens godkendelse af gensplejset majs må hilses højst velkommen. Alt for længe har en irrationel og science fiction-agtig frygt for bioteknologisk modificerede afgrøder blokeret for åbenlyse fremskridt, der for længst burde være kommet både natur og mennesker til gode. Det har kostet mange menneskeliv i ulandene, at det rige og mætte Europa så længe har bremset udviklingen af de genmodificerede afgrøder. Og der er sendt store mængder sprøjtegift ud i naturen, mens de sprøjtefri majs har ligget parat på laboratorierne og ventet på at blive plantet ud på markerne. DESVÆRRE er Danmark blandt de lande, der mest ihærdigt søger at bremse fremskridtet. Så sent som sidste uge skrev den danske regering på vegne af et bekymret folketingsflertal til EU-kommissionen og søgte at forhale processen frem mod godkendelse af de famøse majs - og dermed en principgodkendelse af hele ideen om genmodificerede fødevarer. Men heldigvis har kommissionen omsider besluttet at sige 'nok er nok' og give det schweiziske firma Syngenta tilladelse til at markedsføre sin majs. Mange år er gået med en forberedende lovgivning, som sikrer sporing og mærkning, tidsbegrænsning og mange former for beskyttelse. Nu må det altså efterhånden være muligt at begynde at høste de åbenlyse fordele ved de gensplejsede afgrøder. DET SIGER sig selv, at der skal holdes vågent øje med genteknologien ligesom med alskens andre menneskelige indgreb i naturen. De mange sikkerhedsforanstaltninger, som den aktuelle tilladelse er omgærdet af, viser da også, at EU-kommissionen på ingen måde bare giver los eller ukritisk 'slipper teknologien løs'. Forbrugerne vil også hver især kunne tage stilling til produkterne og vælge til og fra: Emballagerne vil tydeligt være mærket. Men det tjener kommissionen til ære, at den ikke til evig tid har villet sidde og vente på, at f.eks. de fremskridtsforskrækkede danskere skulle begynde at anskue sagerne lidt mere rationelt. Hvor der ikke handles, der spildes.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
