I DAGENE OP til EU-kommissionens afgørelse i sagen vedrørende statsstøtten til TV 2 har både tilhængere og modstandere af en mulig privatisering af kanalen været fremme med udtalelser, der giver udtryk for, at den ventede afgørelse - et tilbagebetalingskrav på 628 mio. kr. TV 2 - vil underbygge netop deres standpunkt. De varmeste privatiseringstilhængere, navnlig kulturminister Brian Mikkelsen (K) og Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har fremhævet, at afgørelsen vil vise, at en delvis licensfinansiering af TV 2 ikke er i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Omvendt har både Socialdemokraternes mediepolitiske ordfører, Mette Frederiksen, og de radikales, Naser Khader, slået på, at afgørelsen vil fastslå, at EU-kommissionen ikke underkender selve TV 2's blandingsøkonomiske konstruktion, og at kanalen dermed trygt kan fortsætte sit virke på det nuværende grundlag, såfremt statsstøttereglerne nøje efterleves i fremtiden. Nu foreligger afgørelsens ordlyd sort på hvidt. Og allerede i indledningen bliver det klart, at privatiseringstilhængerne langtfra har fået det ønskede drømmekort på hånden, idet det klart fremhæves, at statslig finansiering af public service-opgaver ikke er ulovligt efter statsstøttereglerne. Hvorefter det påpeges, at den offentlige finansiering naturligvis skal stemme overens med nettoomkostningerne ved public service-virksomheden. BAG DE NOGET tørre og snørklede formuleringer ligger der således en relativt mild og begrænset afgørelse, som i forhold til privatiseringsdebatten må siges at være neutral. Hvilket sandsynligvis også er kulturminister Brian Mikkelsens konklusion. I hvert fald udtaler han i gårsdagens pressemeddelelse, at »sagens udfald viser jo netop, at den blandingsfinansiering, som TV 2 har levet af, ikke er hensigtsmæssig«. Det er det sidste ord, man skal bide mærke i. Der er næppe megen tvivl om, at den liberaliseringslystne kulturminister på dette sted forfærdelig gerne ville have anvendt glosen 'lovlig'. Men det holder kommissionens afgørelse altså slet ikke til. Anskuet på denne måde betyder dommen, at TV 2's fremtid ikke kan afgøres juridisk, men udelukkende politisk. Og her bliver det store spørgsmål, hvor højt et spil kulturministeren vover at spille. Privatiseringen af TV 2 er for ham en ideologisk mærkesag af rang, men både grundlag (pris, udbudsbetingelser, juridisk fundament) og konsekvenser (kvalitetsforringelse af en populær dansk tv-kanal) synes at svæve i det uvisse. Men følger TV 2 i samme spor som Sky Radio på radioområdet, vil der være tale om en kulturpolitisk fiasko af historiske dimensioner.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
