I ET MODERNE monarki som det danske er der ikke meget spillerum for hovedpersonerne. Deres væsentligste opgaver er at lade sig føde, gifte sig og sørge for, at slægten går videre. Med så lille en variationsbredde er det klart, at der bliver gået til den, når en af mærkedagene endelig oprinder. Det skal kunne ses og høres, når der endelig er lidt indhold i showet. Man må sige, at kronprins Frederiks bryllup med Mary Donaldson levede op til kravene. Den ugelange nedtælling til hjerternes formelle sammenføjning i går i Vor Frue Kirke har kunnet følges direkte så langt væk som i Egypten, hvor en tv-kanal viste hele det lange vielsesritual. I Danmark trak begivenheden ikke lige så mange borgere ud i gaderne, som når nationen vinder i håndbold eller fodbold, men det skyldes formentlig de danske tv-kanalers massive transmissioner af både stort og småt. Mange er blevet ved tv-skærmen, hvor virkelighed og reality for en gangs skyld smeltede sammen med romantik som underlægning. Selv om hofmarskalen tidligt opfordrede fjernsynskanalerne til at dosere begivenheden på en måde, så det hele ikke blev for meget, holdt hverken TV 2 eller Danmarks Radio sig tilbage. OGSÅ HER i avisen har vi fulgt forløbet, og her falder interviewet med Mary Donaldson i øjnene, fordi landets nye kronprinsesse udtaler sig meget direkte om nødvendigheden af at brande og 'positionere' kongehuset rigtigt. Måske ikke de mest romantiske formuleringer, men det er jo rigtigt, at brylluppet i allerhøjeste grad har været en branding og markedsføring af kongedømmet. I udgangspunktet er den kongelige institution en håbløs anakronisme, hvis levedygtighed står og falder med hovedpersonernes evne til at balancere mellem traditionens ophøjethed og en veluddannet befolknings krav om, at frisind og afslappethed også kan spores i den livsstil, som de kongelige har. Det kan den til alt held hos Frederik og Mary, som begge nød det og klappede begejstret, mens Margrethe og Henrik blot sad måbende tilbage, efter at elektriske Raveonettes og Kashmir havde trykket den af i Det Kongelige Teater torsdag aften. Programmet i teatret afspejlede ligesom det øvrige bryllup både tradition og fornyelse. Som branding betragtet forløb brylluppet perfekt, og lad os så komme videre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.