I ONSDAGS RUNDEDE Silvio Berlusconi sin 1.060. dag ved magten og blev dermed den italienske premierminister siden 1945, der har regeret sit land længst. Denne usædvanlige stabilitet skyldes bl.a., at de tre største regeringspartier alle har en stærk og håndfast ledelse, som ikke giver megen plads til fraktionsdannelser. Dermed adskiller de sig markant fra det kristelig-demokratiske parti, der dominerede alle italienske regeringer fra 1945 til 1994, men hvis bestandige interne magtkampe væltede et utal af regeringer. De tre partier har desuden indset, at der ikke i øjeblikket er noget alternativ til Berlusconi, hvis de vil bevare regeringsmagten, og de har både evnen og viljen til at skubbe deres uenigheder om så væsentlige spørgsmål som en pensionsreform og statens decentralisering i baggrunden for at bevare regeringssamarbejdet intakt. Man kan kun håbe på, at oppositionspartierne, som stadig har alt for svært ved at arbejde sammen, vil nå at tage ved lære af deres modstandere inden parlamentsvalget i 1996. I onsdags var det 960 dage siden, at den frist, som Berlusconi i sin tid gav sig selv til at løse de habilitetsproblemer, der skyldes hans dobbeltrolle som forretningsmand og regeringschef, udløb. Problemerne er stadig uløste, og Berlusconi har indført adskillige love, der er skræddersyet til at tjene hans personlige interesser. Lige så skamløst har den korruptionssigtede - og dømte - forretningsmand brugt sin status som premierminister til at forsvare sig mod domstolene, bl.a. ved at søge at undergrave retsvæsenets legitimitet. PREMIERMINISTEREN ejer tre af Italiens seks landsdækkende tv-kanaler og bruger dem politisk. Via sit parlamentsflertal styrer hans regering desuden de tre statslige kanaler med så fast hånd, at deres bestyrelsesformand netop har taget sin afsked i protest mod den ensidighed og mangel på redaktionel frihed, der præger dem. Ifølge Freedom House er Italien nu det eneste vesteuropæiske land, der kun har delvis pressefrihed. Berlusconi respekterer helt åbenlyst ikke folkestyrets grundregler eller for den sags skyld sit eget lands forfatning, lovgivning og demokratiske institutioner. Han er en dybt problematisk politiker, som aldrig burde være kommet til magten i et demokratisk land.