Hvem ka' ikke?

Lyt til artiklen

22. APRIL gav Højesteret De Samvirkende Købmænd (DSK) medhold i, at Horsens Kommune og Naturklagenævnet havde handlet ulovligt, da de tillod kommunen at opføre et Bilka-lavprisvarehus midt i byen. DSK var af den opfattelse, at varehuset ikke kunne rummes inden for rammerne af den gamle lokalplan, der kun muliggjorde et mindre butikscenter og 15-20 specialbutikker. Men i 1999 udstedte Horsens Kommune en lang række dispensationer, som muliggjorde byggeriet - skønt der ellers i 1997 var blevet sat stop for præcis den type storcentre med en ændring af planloven, der som hovedregel forbød nye dagligvarebutikker på mere end 3.000 kvadratmeter. Lyder det indviklet? Det er det egentlig ikke. Horsens Kommune har opført en kæmpe Bilka midt i byen - og kommunen har handlet ulovligt. Punktum. DET ER naturligvis en skam, for Bilka ligger ved Søndergade og har god omsætning. Men er lov ikke lov? Og skal Højesterets dom ikke adlydes? Kommunen er ikke meget for at give sig. De handlende i Horsens er glade for butikken og ønsker Bilka bevaret, som den er. At bygge om eller rive ned vil få uoverskuelige konsekvenser for handelslivet i byen, mener både borgmester og handelsforening, så nu prøver de noget nyt: Kommunen har rettet henvendelse til Vejle om at udarbejde et såkaldt regionplantillæg, der kan lovliggøre byggeriet. Og for enden af sporet sidder miljøminister Hans Chr. Schmidt (V), som kan godkende en ny regionplan. Det var såmænd også Schmidt, der som medlem af Naturklagenævnet var med til at godkende det ulovlige byggeri. Sagen handler ikke kun om Horsens, men om planlovens hensigter om at undgå koncentration af handelslivet. Det nytter ikke meget med en Bilka i Søndergade, hvis man bor i Boller. Folk ude i landsbyerne betaler prisen for lovoverskridelsen. Og at sætte sin lid til, at en miljøminister overtrumfer Højesteret, virker ærlig talt indskrænket. Horsens Kommune bør opgive sin dumstædighed og erkende, at de har begået en dyr fejl. At kæmpe videre mod Højesteret i en så principiel sag er en dårlig forretning. Tag så og forstå det: Bilka' ikke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her