DANSKERE, der drømmer om charterferie i den fjernøstlige turistidyl, som Thailand ynder at fremstå som i turistbrochurerne, har utvivlsomt fået det svært efter de blodige begivenheder forleden. De rejsebureauer, som har gjort det til en lukrativ forretning at sende tusinder af danskere til Thailands badestrande, kan nu se frem til lommesmerter på indtjeningskontoen. FN's menneskeretsorganisation har krævet en uvildig undersøgelse af de omstændigheder, der gjorde, at sikkerhedsstyrker skød og dræbte 108 unge mænd fra den muslimske minoritet i Thailands sydligste provinser. En erklæring fra udenrigsministeriet i Bangkok noterer lakonisk, at »dødstallet er uheldigt, men i betragtning af omfanget af de militante unges angreb var det nødvendigt for regeringen at slå hårdt igen«. Slå igen? 34 af de militante havde søgt tilflugt i en moské, hvor soldater brugte avancerede automatrifler mod dem. Alle blev dræbt. ANSVARET for massakrerne falder helt entydigt på Thailands kontroversielle ministerpræsident, Thaksin Shinawatra. Denne tidligere politiofficer, der er blevet hovedrig på at opbygge teleselskaber, inden han slog ind på en politisk løbebane, har ført sig frem med en ledelsesstil, der gør ham sammenlignelig med rollemodeller fra både forretningslivet og underverdenen. For knap et år siden bebudede han en kampagne mod Thailands titusinder af narkotikahandlere. Den kom til at handle om anonyme likvideringer i hundredvis frem for at gå den langsommelige vej via retssystemet. De tragiske dødsofre til trods er der måske noget befriende i, at Thailands politiske virkelighed nu træder ud af de turistreklamer, der har tjent som camouflage over de realiteter, som rejselystne europæere tager ud til hvert eneste vinterhalvår. I årevis har der hersket et besynderligt paradoks mellem drømmebillederne af det sydøstasiatiske ferieparadis og de skyggesider af det thailandske samfund, som regelmæssigt dukker op i det buddhistiske kongedømmes aviser. Indtil vi kender mere til realiteterne bag den helt unødvendige nedslagtning af unge militante muslimer, må vi trøste os med, at Thailands medier ikke tier, men vedholdende rejser nødvendige spørgsmål. Så længe den mulighed eksisterer. For Thaksin har også gjort forsøg på at stække og intimidere sit lands presse. Er denne politikerrigmand Sydøstasiens svar på Berlusconi? Muligvis noget, der er værre. Thailand fortjener ikke længere den internationale forkælelse, landet har kendt til gennem de seneste år.