Syrisk terror

Lyt til artiklen

SYRIENS regime ved, hvad terror er. Det har i årtier selv holdt hånden over internationale terrorister, som behøvede ly. Men tirsdag aften blev den syriske hovedstad, Damaskus, selv ramt af en blodig aktion, som kostede flere mennesker livet. Efterfølgende blev afsløret et større våbenlager, som ikke efterlader nogen tvivl om, at mere terror var planlagt. Tilsvarende aktiviteter i andre lande er af syriske myndigheder hyppigt blevet undskyldt. Men tirsdag aften var de syriske myndigheder klar til at fordømme »terroristisk sabotage«. Og med rette. Terrorattentatet indgår i et mønster af angreb på sikkerhedstjenester i Saudi-Arabien, Jordan og nu Syrien. De tre lande er vidt forskellige, også i deres forhold til Irakkrigen, hvor Saudi-Arabien i dølgsmål lod amerikanerne bruge Sultanbasen, Jordan lod amerikanske specialtropper rykke ind i det vestlige Irak fra jordansk territorium, og kun Syrien var højlydt og konkret imod krigen. Ikke desto mindre er alle tre lande nu blevet valgt som terrormål af kræfter, som synes indstillet på at skabe kaos og opløsning i Irakkrigens kølvand - akkurat ligesom andre lande har været ramt af terror før og efter Irakkrigen, uanset om de var tilhængere eller modstandere af krigen. MEN TERROR er terror. Og det syriske diktaturs ubehagelige generalieblad som mangeårig beskytter af international terrorisme gør ikke dette samfund til et acceptabelt bombemål. Men hvis terroren kan anspore den syriske hersker, Bashar al-Assad, til at overveje, hvordan han selv synes, det går, kan det blive en velkommen - om end formentlig utilsigtet - følgevirkning. Syrien har brug for modernisering og økonomisk vækst, bedre forbindelser og kulturel åbning til sin omverden. Men det jernhårde diktatur er i vejen for moderniseringen og en kulturel åbning. Og den fortsatte holden hånden over terrorister vil og bør umuliggøre bedre forbindelser til omverdenen og den nødvendige økonomiske vækst. Med andre ord, Bashar al-Assad: Du har nu set terroren i øjnene. Syrien har ikke mindre end andre lande brug for modernisering, for fred, for demokrati og for retssikkerhed. Det kræver, at terrorister vises vintervejen, ude og hjemme. Og det kræver, at diktaturet løsner sit greb og baner vejen for sin afløsning. Syrere har aldrig anmodet om diktatur og heller ikke fortjent det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her