SELV OM spændingen efter flere dages tilløb nu er udløst, er det stadig svært at overskue, hvordan Danmark skal forvaltes, når amter, kommuner og regioner er landet igen efter den store lufttur, regeringen har indledt. Reformforsøget er fuldt af paradokser. Danmark er et af de mest decentraliserede lande i verden og er samtidig ikke et af de største - for nu at sige det på jysk. Alligevel er der ikke rigtig nogen, der vil indrømme, at reformen helt uundgåeligt vil samle magt og indflydelse i lidt større 'bunker', end det hidtil har været tilfældet. Der er også flere elementer i regeringens udspil, der overrasker. Specielt kombinationen af at lægge alt andet end sygehusene ned til kommunerne, samtidig med at kravet om kommunesammenlægninger måske er ved at smuldre, virker besynderlig. FØR VI FOR alvor hengiver os til smagsdommeriet, er der imidlertid grund til at holde fast i, at så store ændringer må og skal vedtages af et bredt flertal i Folketinget. Det har statsministeren også lagt op til, og man kan roligt sige, at oppositionens leder nu har slået det fast med syvtommersøm. For at ingen skal tage fejl, har han ligefrem opmalet et skrækscenario, hvor han som ny regeringsleder begynder forfra med en allerede vedtaget reform. Sådan vil det næppe gå. Ikke fordi vi betvivler Lykketofts viljestyrke, men fordi regeringen i så fald må formodes at være klog nok til at udskyde hele øvelsen. Politisk set ville det jo også være lidt af en ønskeposition for Anders Fogh og Co. For så kunne man på en gang bebrejde Socialdemokraterne deres manglende vilje til forandring og samtidig selv undgå at forandre noget som helst. Sådan bør det ikke gå. Både regeringen og oppositionen må vise reel forhandlings- og kompromisvilje, og hvis de i den forbindelse også skeler lidt til det saglige grundlag for hele manøvren - Strukturkommissionens forslag - vil det være rigtig godt. Det aktuelle politiske klima er ikke det bedste, og vi skal i dagens anledning undlade at minde om, hvis skyld det er. Vi vil i stedet tillade os at håbe på, at de to hovedpersoner, der begge har en fortid som dygtige politiske forligsmagere, når det kommer til stykket vil lade opgavens vigtighed vinde over deres fælles interesse for at sidde i den samme stol. God forhandlingslyst!