Salmonellakød

Lyt til artiklen

DANSKERNES HANG til discount har efterhånden gjort det muligt at dumpe selv livsfarlige produkter i supermarkedernes kølediske. Så længe varerne er billige, er mange villige til at købe. Uanset risici. Spørgsmålet er dog, om bundgrænsen ikke er ved at være nået. Den seneste sygdomshistorie fremstår grotesk: Gennem længere tid har danske slagterier solgt tonsvis af kød, som andre lande har kasseret som salmonellainficeret. Store mængder kød, som i Sverige og Norge er blevet testet positivt for salmonella, har altså fundet vej tilbage til Danmark som fersk kød. Modsat Danmark har vores nabolande nemlig et forbud mod salg af inficeret kød. Men i Danmark er det lovligt at sælge kød, som er inficeret med den dødelige salmonellabakterie. Danske kødproducenter har derfor helt legalt - og uden videre moralske skrupler - kunnet sælge sygt kød. Så længe kødet steges godt, er der jo ikke noget problem, som kødindustrien siger. Men fødevareordførerne i Folketinget er ikke tilfredse med tilberedningstipset. De kræver øget kontrol. Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) vil derfor »se på mulighederne for strammere regler for returvarer«, som det hedder på christiansborgsk. POLITISK INDGRIBEN kan blive nødvendigt. Men i første omgang har landets fødevareproducenter en oplagt egeninteresse i selv at tage hånd om problemet. På grund af danske kødproducenters svage, ja næsten manglende produktudvikling i de senere år, fremstår kyllinge- og svinekød i dag i manges øjne som inferiøre madvarer. De seneste dages historier om sygt kød bidrager kun til at bestyrke dette billede. I de senere år har konkurrencen blandt kødproducenterne i alt for stor udstrækning handlet om lavere priser frem for højere kvalitet. Dét har slidt på tilliden. Skrappere lovgivning skaber ikke nødvendigvis større tillid. Det kan kun en helhjertet indsats fra branchen selv. Derfor bør det hilses velkommen, at Det Danske Fjerkræråd nu lægger op til, at reimporteret fjerkræ ikke må sælges som fersk kød. Men hvis branchens selvjustits ikke virker, er politikerne nødt til at følge op. Salmonellainficeret kød skal væk fra landets kølediske hurtigst muligt. Det er for usselt at sælge sygt kød i det 21. århundrede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her