AL-QAEDAS overhoved, Osama bin Laden, forsøger med sin seneste henvendelse til verdensoffentligheden at lade forstå, at han stadig råder over ubegrænsede muligheder for at sprede terror. Det er det egentlige budskab i det ultimatum, hvori han tilbyder europæiske nationer en art 'våbenhvile'. Vi skal bare indstille, hvad han betegner som vores 'angreb' på muslimer. Budskabet giver kun mening, hvis man stoler på, at bin Laden kan sætte magt bag sine trusler. Det er det, han vil have os til at tro. DET ANDET budskab er et plat forsøg på at sidestille den terror, hvormed hans sympatisører har ramt USA og Spanien, med Israels fremfærd over for palæstinenserne og vestlige landes engagement i Afghanistan og Irak, idet Israel og Vesten på båndet udpeges som al-Qaedas fjender. En sådan sidestilling er ikke mulig. I al-Qaedas tilfælde er der tale om bevidst og målrettet terror mod sagesløse civile. Israel og Vesten vil derimod principielt neutralisere livsfarlige politiske modstandere, der i alle tre tilfælde, Palæstina, Afghanistan og Irak, har ført krig mod civile, i Iraks tilfælde ikke mindst mod landets egne indbyggere. De udgør som magtcentre en betragtelig trussel mod freden. Man kan diskutere omfanget af de ulykker og civile tab, som disse målrettede kamphandlinger beklageligvis har, og man kan endog, til tider med rette, mene, at de slet og ret er uacceptable, men grundlæggende er der tale om to vidt forskellige ting. DET TREDJE budskab i bin Ladens selvbestaltede enetale er et desperat forsøg på at veksle omfattende international kriminalitet til klingende politisk mønt. Af letforståelige grunde, og hjulpet godt på vej af konservative kræfter i USA, har bin Laden tolket resultatet af det spanske valg som en sejr for terrorismen. Nu sigter han så endnu højere, idet han forestiller sig, at andre europæiske lande, herunder blandt andet Danmark, vil være fristet til at trække deres tropper ud af Irak og dermed isolere USA for at tækkes ham og hans mordere. Men udfaldet af det spanske valg skyldtes vælgernes utilfredshed med en utroværdig afgående premierminister (lad dette være andre regeringschefer en advarsel!), ikke, at man gav efter for terror. Det har det demokratiske Spanien ingen tradition for, tværtimod. VED TERROR og gidseltagning skal man holde sig én vigtig ting for øje: Det er terroristerne, der bærer skylden for mord på forsvarsløse mennesker. De har ansvaret for de menneskeliv, de agter at sætte på spil. Det kan ingen tage fra dem. Derfor skal man heller ikke bøje sig for deres trusler.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
