Det er den samme sang, man hører fra kulturminister Brian Mikkelsen (K), hver gang sagen om TV 2's fremtid dukker op. Denne sang lyder, at TV 2 vil være privatiseret, inden årets udgang. Kursen er lagt. Støt står den danske kulturminister. Og at sejladsens mål udelukkende er udpeget af rent ideologiske grunde, anfægter tilsyneladende ikke Brian Mikkelsen. Meget taler ellers for, at han tænker sig ekstra godt om. Således er det påfaldende, at der endnu ikke har været kræfter fremme i debatten, der med saglige argumenters styrke har understøttet beslutningen om privatisering. Sagen er nemlig, at en privatisering - hvilket indebærer et årligt tab på 275 millioner kroner i licensindtægt - kun kan give et ringere, mere tarveligt TV 2. Hvilket samtidig selvklart betyder, at den ønskede konkurrence på public service-tv mellem DR og TV 2 falder bort. Endelig er der grund til at gøre opmærksom på, at sporene fra udviklingen på radioområdet burde skræmme. Her udmøntede Brian Mikkelsens liberalistiske kølleslag sig som bekendt i, at den Murdoch-finansierede kommercielle radiokanal Sky Radio gik i luften for fem måneder siden med et så poppet og indholdsløst programtilbud, at kulturministeren efterfølgende måtte gå til bekendelse: »Personligt var det ikke lige, hvad jeg havde håbet på«. Men måske kan vi andre håbe på, at kulturministeren i sit stille sind er kommet på andre tanker i sagen om TV 2. En ny model er således netop bragt til torvs. Her forestiller man sig, at interesserede købere ikke konkurrerer på prisen, idet denne er lagt fast på forhånd. I stedet gælder det om at tilbyde de bedste vilkår for at leve op til den tilknyttede public service-aftale. Modellen er interessant, idet den tager højde for de indlysende svagheder ved en rent kommerciel tv-virksomhed. Måske er der også tale om en skjult, men velmenende køb dansk-klausul. Under alle omstændigheder: Modellen viser, at nogen alligevel er begyndt at tænke sig om i TV 2-sagen. Måske er det statsministeren, der efter sigende længe har modsat sig en brutal privatisering. Måske er det kulturministeren selv. Konklusionen er dog stadig den samme, nemlig at hvis man omsider er begyndt at tænke en smule i kvalitet, er ingen model bedre end den, man allerede har.