Bold hele året

Lyt til artiklen

SOM ALT ANDET i fodbold handler også - som fodboldklubben Brøndbys direktør, Per Bjerregaard, udtrykte det klart ved lanceringen - oprettelsen af den nye nordiske vinterturnering Royal League om penge. Om blandt andet godt otte millioner præmiekroner til det af de tolv hold fra Danmark, Sverige og Norge, der vinder alle sine kampe undervejs. Det er et dristigt og ambitiøst samarbejde, de nordiske ligaer har indledt. Men samtidig med at træningsturneringen i den ellers traditionelle vinterpause skal være med til at sætte fut i omsætningen i de meget løntunge fodboldforretninger i de indtægtsløse vintermåneder - hvilket er et temmelig væsentligt argument - er Royal League-turneringen også et udtryk for en slags sportslig afmagt hos de store nordiske fodboldklubber. FOR DET ER EN kendsgerning, at de bedste klubber i Danmark, Sverige og Norge ikke har kvalitet til at begå sig i det bedste fodboldselskab i Europa - i Champions League, hvor verdensstjernerne folder sig ud, og hvor de mest succesrige af de involverede klubber opgør indtægterne i trecifrede millionbeløb. Det er en virkelighed, der ligger langt fra de nordiske klubber - men nu skal Royal League være en trøst for sandsynligvis danske klubber som Esbjerg, Brøndby, FC København og OB. Og en hjælp til selvhjælp. For naturligvis er det et håb, at en pengeturnering mellem de stærkeste hold i Norden vil skærpe kampenes intensitet og gøre holdene stærkere, således at de bliver bedre rustet til at komme ind i Champions League. Det åbne spørgsmål er tilskuernes reaktion på denne 'revolution' i det traditionelle sæsonmønster. Om de vil se på Royal League med samme alvor, som klubberne siger, at de vil, og møde op - som tilskuerne lige nu gør i den hjemlige Superliga - i tusindvis med knitrende pengesedler. Eller om de betragter turneringen som det, den reelt er: en træningsturnering med et fornemt navn. På et tidspunkt af året, hvor det er hundekoldt at se på fodbold. Og hvor det er klogest og rarest at blive hjemme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her