I DISSE DAGE er det ti år siden, folkemordet i Rwanda fandt sted. Det var ikke et spontant blodbad, men et nøje planlagt forsøg på etnisk udrensning udtænkt af den daværende regering. En officiel optælling er nået frem til, at 937.000 mennesker blev ofre for det forrykte dødsorgie, som greb det lille bjergrige land i 13 rædselsvækkende uger. Opflammet af hadefuld radiopropaganda og bevæbnet med macheter, knive, køller og fakler slagtede hutubander tutsier og moderate hutuer. Ingen blev skånet. Verden var chokeret, da de dramatiske tv-billeder rullede hen over skærmen. Sjældent har klicheen om at få serveret mord til aftenkaffen passet så godt. Men se, om chokket havde nogen virkning. Mens et helt folk stod over for sin udslettelse - en ambition, som trods stor ihærdighed heldigvis ikke lykkedes - sad vi, den frie, materielt og militært velstillede del af verden, med hænderne i skødet. FN under anførelse af Kofi Annan havde fået forvarsler om, at noget voldsomt var under opsejling i Rwanda, men foretog sig intet. En fejl, Annan nu har indrømmet.USA, SOM ÅRET før havde trukket sig ud af Somalia efter et fejlslagent forsøg på intervention i borgerkrigen dér, skulle ikke nyde noget, og Frankrig, den gamle kolonimagt i Rwanda, havde efter alt at dømme medvirket til at træne og udstyre dele af de militante hutugrupper og hæren. Resultatet var ufattelige lidelser parret med en til kynisme grænsende ligegyldighed i de vestlige hovedstæder. Vi ved i dag, hvorfor der ikke fra Vestens side blev grebet ind, mens rwanderne forblødte. Netop den dyrekøbte erfaring må vi bringe med os og bruge fornuftigt til at sikre, at alle de midler, vi har til vores rådighed, bliver benyttet, når faresignalerne viser sig. Hvis den smukke betegnelse 'verdenssamfund' skal give mening, kræver det aktiv indgriben, når regeringer svigter de universelle principper om ligeret og åbner sluserne for organiseret mord og forfølgelse af mindretal. I første omgang forudsætter det præventivt diplomati, i anden række indsættelse af fredsskabende tropper.