Paranoia

Lyt til artiklen

SÅ ER DEN der igen. Historien om, at den internationale musik- og filmindustri sætter hårdt mod hårdt for at komme den internetbaserede piratkopiering til livs. Denne gang går man efter de private, småfiskene, hvis ulovlige downloadning af materiale fra nettet angiveligt koster pladeselskaber og rettighedshavere formuer og er den direkte årsag til, at primært cd-salget er i frit fald. Ifølge de tal, AntiPiratGruppen fremlægger som begrundelse for aktionen, hvor adskillige hundrede danskere vil modtage erstatningskrav på 80.000 kroner i gennemsnit, drejer det sig om en milliard kroner, som den danske underholdningsbranche går glip af om året. Kampagnen rejser flere spørgsmål. For det første: Hvad skal det nytte. Selvfølgelig er det et problem, at ophavsretsbelagt materiale distribueres uden vederlag. Men musik- og filmindustrien har været alt for længe om at komme med lovlige alternativer til fildelingstjenesternes guerillavirksomhed. Folk i Nordamerika kan i dag mod betaling hente musik fra tjenester som Itunes - og gør det i rigt mål. Men i Europa er der ingen reelle alternativer for folk, der efterspørger digitaliseret musik og gerne vil betale. De må enten fremstille digitale kopier af deres cd'er eller blive forbrydere. Og når det forholder sig sådan, virker det mærkværdigt at fare frem, som branchen gør det. Hvis altså ikke formålet med aktionen først og fremmest er at gøre folk bange, både på egne og på børns vegne. Ved at sende kæmperegninger - til og med krav, hvis holdbarhed i retten er særdeles tvivlsomme - statuerer man et eksempel, som skal fremprovokere tilstrækkeligt med paranoia til, at folk holder sig på måtten. Og hensætter computerbrugende borgere i en tilstand af angst for, om ungerne, feriegæsterne eller overboen (der kan bruge den trådløse forbindelse, uden at man ved det) nu har hentet ulovlige filer ned fra nettet, mens man var på arbejde. Det er stærkt tvivlsomt, om plade- og filmsalget vender tilbage til sit hidtidige leje, fordi nogle hundrede danskere bliver sendt i retten eller indgår forlig. Verden bliver heller ikke som før internettet af den grund. På længere sigt er det stærkt tvivlsomt, om aktionen gavner andre end de advokater, der sender brevene ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her