I DEN LANGE og uskønne konflikt, der involverer skribentorganisationen Dansk PEN, forfatteren og historikeren Lars Hedegaard samt kulturminister Brian Mikkelsen (K), er der én ting, de stridende parter - og den undrende offentlighed - bør holde sig for øje og være enige om. Dansk PEN er en upolitisk organisation, der forsvarer og kæmper for ytringsfriheden. Det er et formål, som alle, uanset partipolitisk tilhørsforhold, bør finde prisværdigt og bakke op om. Set i dette lys er Brian Mikkelsens aktuelle forslag om at opgive det direkte tilskud fra tipsmidlerne på 50.000 kroner til Dansk PEN paradoksalt nok ikke så kritisabelt, som det lyder. For i samme bevægelse er det jo, at kulturministeren opretter en pulje på hele 100.000 kroner, der står til rådighed for ansøgere i kampen for ytringsfriheden. På denne måde kan det udledes, at der nu årligt er dobbelt så mange penge at gøre godt med i en værdfuld sags tjeneste. Og oven i købet kan man konkludere, at ministerens udspil ikke synes at stille Dansk PEN væsentlig ringere end hidtil. Støtten til organisationen har aldrig været på finansloven, men er af skiftende kulturministre blevet tildelt Dansk PEN i de seneste år. MEN HERMED synes alt det positive også at være sagt om den foreløbige udgang på sagen. For grundlæggende er det dybt kritisabelt, som Brian Mikkelsen har optrådt igennem hele forløbet. Det er klart, at en minister konstant skal være aktiv og nærværende inden for sit ansvarsområde, men det er helt uholdbart, at der - som i det foreliggende tilfælde - foretages et konkret ministerindgreb over for en forening, fordi ministeren er politisk uenig i en enkeltstående bestyrelsesbeslutning. Det er for det første en form for hårdhændet politisk styring, der harmonerer dårligt med traditionerne i det danske folkestyre. For det andet er konsekvenserne uoverskuelige. Hvis ministeren skal overvåge og blande sig i bestyrelsesbeslutninger i samtlige de foreninger og organisationer, der modtager støtte fra tipsmidlerne, kan vedkommende i sin ministertid dårligt få tid til at bestille andet. Endelig er der den mere eller mindre gedulgte politiske baggrund for Brian Mikkelsens udspil. For ganske vist slår han med sin beslutning ikke hånden fuldstændig af Dansk PEN, men han rækker på den anden side sine støtter i Dansk Folkeparti mere end en lillefinger. Og sortere kan det ikke blive. Således svarer partiets kulturordfører, Louise Frevert, på spørgsmålet, om hun tror, Dansk PEN kan finde på at søge penge fra den nye pulje: »Det ville være topmålet af uartighed«. Hun taler om kampen for ytringsfriheden. Hun taler som regeringens parlamentariske støtte.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
