E

Lyt til artiklen

E FOR ENERGI, e for eksorbitant, e for efterladen. Bogstavet e har fået mange betydninger efter Elsams køb af energiselskabet NESA for det eksorbitante beløb af 10,5 mia. kr., men det, der kan undre, er den politiske forsømmelighed over for offentligheden. Mens politikere drøfter en omfattende energiaftale, har selskaberne sat dagsordenen ved at byde på hinanden i én uendelighed. Først bød DONG på NESA, så blev DONG overbudt af Elsam, dernæst begyndte DONG at byde på energiselskaber, der ejer aktieposter i Elsam. Med lidt strategisk snilde vil DONG kunne komme til at kontrollere Elsam og dermed også NESA. Sideløbende kan vi høre, at Elsam både taler med DONG om en fusion og arbejder for en selvstændig børsnotering med det formål at lægge sten i vejen for DONG's forsøg på ad bagvejen at overtage Elsam. Der jongleres rundt med milliardbeløb uden nogen form for offentlig debat, og det på trods af, at selskaberne er offentligt ejede - enten under direkte statslig kontrol eller kontrolleret af amter og kommuner. NÅR ELSAM, der kontrolleres af et net af kommuner, køber NESA, så flyder der milliardbeløb videre til kasser som Gentofte Kommunes og Københavns Amts. De penge, Gentofte nu kan bruge til istandsættelse af sygehus eller renovering af et fodboldstadion, kunne lige så godt have været brugt til at nedbringe elprisen for den enkelte kunde. I stedet kommer kunderne i det sammenlagte selskab Elsam-NESA til at hænge på regningen. Forrentningen af de 10,5 mia. kr. kan alene ske gennem de priser, kunderne skal betale for at få leveret energi. Men er det en samfundsøkonomisk god model? Er det fornuftigt at flytte milliardbeløb fra energiselskaber til kommunekasser for dernæst at få kunderne til at opbygge nye formuer i energiselskaberne? En række kommuner har givet svaret. De vil tage pengene og lukrere på, at direktører i Elsam og DONG uden bred folkelig debat kan optræde som imperiebyggere for en ide, der måske, måske ikke, bygger på sund fornuft. STATEN HAR en forpligtelse til at sikre, at der ikke spilles matador for borgernes penge. Lige nu foregår der et ukendt spil bag lukkede døre i tætte forhandlinger mellem regeringen og oppositionen, hvor parterne prøver at nå frem til en energiaftale, der omfatter hele sektoren - fra kraftvarmeselskaber til vindmøller, fra prisreguleringer til kapitaldeling mellem ejere og forbrugere - vel vidende at de udgør to sider af samme sag. Er det ikke på tide, at debatten får bogstavet e for eftertænksomhed?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her