Kinakritik

Lyt til artiklen

KINA HAR nok en gang valgt at reagere med vrede og afbrydelse af et vigtigt stykke samarbejde, fordi USA har lagt op til en fordømmelse af det kinesiske styres brud på grundlæggende menneskerettigheder ved det årlige møde i FN's Menneskeretskommission. Vi taler om tortur, såsom vold og elektrisk chok mod fængselsfanger. Diverse former for fysiske overgreb. Undertrykkelse og misbrug af krigen imod terror til at undertrykke muslimske grupper i f.eks. Xinjiang-provinsen. Forfølgelse af politiske modstandere. Henrettelser. Censur. Mere kunne føjes til. Det hele bliver kun endnu mere skuffende af, at tidligere fremskridt er blevet afløst af tilbageskridt på centrale områder, mener Bushregeringen, som dog anerkender, at det kinesiske styre på andre områder har gennemført juridiske reformer. Disse reformer anerkendes, men USA fastholder ikke desto mindre kritikken af andre vigtige områder. Sådan bør det også være. Det er udtryk for en kritisk dialog, som samtlige EU-lande bør tiltræde, når den amerikanske resolution sættes til afstemning. Kritikken viser, at omverdenen fastholder nogle grundlæggende etiske standarder midt i en ellers udbredt begejstring over Kinas økonomiske vækst og appetit på det stadigt mere lukrative marked med flere end en milliard kinesere og - nok så vigtigt - potentielle kinesiske forbrugere. Kritikken sender et vigtigt signal til den kinesiske ledelse og, ikke mindst, de kræfter, der kæmper for fortsatte reformer. EU OG ANDRE lande bør derfor støtte den amerikanske kritik for at vise den kinesiske ledelse, at de står over for en enig front, som - kinesiske raserier eller ej - insisterer på overholdelsen af basale principper og menneskerettigheder. Man kan gøre det med sindsro. For det første er det i Kinas egen interesse at fortsætte den demokratiske udvikling. For det andet skal den kinesiske vrede ses i forhold til, at det jo ikke kun er EU og USA, som har brug for Kina og det kinesiske marked. Det omvendte gør sig gældende i mindst lige så stort et omfang. Af samme grund er der heller ikke grund til at overdrive betydningen af den kinesiske vrede mod USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her