FORÅRSPAKKEN lyder det optimistiske navn, som regeringen i går hæftede på en af danmarkshistoriens dyreste forsøg på at købe vælgere. Ni milliarder kroner vil regeringen bruge på at skabe 6.000 nye job. Det er halvanden million kroner per job. Egentlig ville regeringen helst have det til at fremstå, som om der bliver skabt 22.000 nye job. Men de 10.000 skyldes effekten fra de skattelettelser, som allerede er gennemført, og indførelsen af de afdragsfrie lån. Og 6.000 skyldes udelukkende øget aktivering. 6.000 nye job er altså, hvad der ifølge regeringens egne beregninger kommer ud af den gavebod, Anders Fogh Rasmussen (V) har oprettet som modsvar til den seneste tids markante fald i meningsmålingerne. Tilmed er tallet temmelig optimistisk. Ingen ved reelt, hvordan danskerne vil håndtere de milliardstore skattelettelser. Økonomerne ved ganske enkelt ikke, om pengene går til forbrug, som regeringen håber, eller om de blot ender på bankbogen og i højere huspriser. HVIS FORMÅLET er hurtigt at skabe job og derved fremrykke det opsving, som statsministeren lovede i sin nytårstale, er det en risikabel medicin. Skattelettelsernes effekt på beskæftigelsen er langsom og usikker i modsætning til mere direkte investeringer i arbejdspladser nu og her. Investeringer i vedligeholdelse og reparationer af skoler, plejehjem, kloaknet og det slidte jernbanenet er meget hurtigere veje til at skabe beskæftigelse i en fart. Og så har den type tiltag tilmed den fordel, at man hurtigt kan skrue ned for dem, hvis der kommer gang i økonomien. Den gaveregn, som regeringen i går strøede ud over danskerne, er helt anderledes. Her er ingen bremser, medmindre regeringen vil bruge den særlige pensionsopsparing til at skrue op og ned for tempoet i økonomien. Selv om en sådan praksis vil stride imod alle principper om behovet for stabilitet på pensionsområdet, er det sandsynligvis tilfældet. Og det er med til at understrege billedet af en regering, som i stigende grad har mistet den økonomiske dømmekraft. De første tegn var der allerede med indførelsen af det primitive skattestop; derefter kom den totale fejlbedømmelse af de internationale konjunkturer; senere undervurderingen af dollarsvækkelsens skadevirkninger på beskæftigelsen og nu denne gambling. Oven i købet er det tvivlsomt, om kovendingen i den økonomiske politik kan stoppe vælgerflugten fra Venstre. Efter i månedsvis at have prædiket opsvingets snarlige komme er partiets panikagtige reaktion jo blot en erkendelse af, at Socialdemokraterne i virkeligheden havde fat i den lange ende, når de allerede for et år siden råbte på en jobplan.