Skattepop

Lyt til artiklen

DET INTELLIGENTE skattestop, familiernes skattestop, det fleksible skattestop, det sociale skattestop eller det totale skattestop. Seks ud af Folketingets otte partier taler nu om et skattestop i en eller anden udformning. Og kun få kan være i tvivl om, at skattestopdiskussionen bliver et af de helt store emner i den kommende valgkamp. Det seneste skud på stammen kom i denne uge med Socialdemokraternes og de radikales ambition om at skabe deres egen pendant til VK's skattestop. Indtil videre er SR-udspillet dog ret ukonkret. Det er nu heller ikke den konkrete udformning af 'det alternative skattestop', der i første omgang er det interessante i udmeldingen fra Socialdemokraterne og de radikale. Det vigtige signal er, at de to partiers ledere, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved, på ny fastslår, at de nærmest er uadskillelige - i hvert fald så længe Anders Fogh Rasmussen (V) er statsminister. Og med ambitionen om at gå til valg som et samlet regeringsalternativ er der ikke råd til at lade partiernes hidtidige uenighed om skattepolitikken fortsætte. Slagsmålet om skattestoppet er simpelthen for vigtigt til, at partierne tør gå ind i valgkampen uden et modsvar til VK. Nu er forskellen på partiernes skatteudspil da heller ikke større, end at Lykketoft og Jelved nok skal finde en fælles platform. Ud over at droppe den ukloge fastlåsning af afgifter og ejendomsskatter, som reelt er en skattelettelse til de rigeste, vil begge partier øge gevinsten ved arbejde ved at fjerne bundskatten og erstatte den med højere skat på pensionsindbetalinger. IDEERNE ER GODE og langt vigtigere end den lidt enfoldige diskussion om skattestop. Akkurat som det er tilfældet med andre former af den såkaldte kontraktpolitik, hvor politikerne udsteder håndfaste løfter, vil et skattestop i næsten enhver udformning medvirke til at fastlåse den økonomiske politik og bremse forandringer. Som vi allerede har set utallige gange med VK-skattestoppet, kan kontraktpolitikken ofte stå i vejen for at løse selv de mest åbenlyse uhensigtsmæssigheder. Og som vi senest har set med forhøjelsen af priserne på offentlig transport og børnepasning, er konsekvensen af skattestoppet jo blot, at udgifterne dukker op andre steder end på selvangivelsen. Og selv om det er svært at være uenig i, at skatten helst skal ned, findes der situationer, hvor det er klog økonomisk politik at hæve skatterne. Eksempelvis i forbindelse med en overophedning af økonomien. Men desværre er der ingen grund til at frygte for overophedning med den nuværende økonomiske politik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her