DET ER SVÆRT ligefrem at se Tysklands socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, som en styrket mand, efter at han fredag trak sig som formand for sit parti, SPD. Med sin beslutning har han frivilligt afgivet endnu mere af sit greb om et parti, hvor mange har det svært med de økonomiske reformer, som skal bringe Tyskland tilbage på ret kurs. Ikke bare for dets egen skyld, men også af hensyn til eurosamarbejdet. Her har Tyskland og Frankrig allerede så store problemer med budgetdisciplinen, at de - til skade for manges opfattelse af unionen som et samarbejde mellem ligeværdige parter - har tildelt sig selv undtagelser fra de almindelige spilleregler. Tyskland skal altså have en reform. I BEDSTE FALD får Gerhard Schröder nu mere tid til dette arbejde, hvilket han selv angav som et formål med sin tilbagetræden som SPD-formand i forgårs. I værste fald mister han (endnu mere) autoritet i et parti, som står elendigt i meningsmålingerne, og som er mere eller mindre permanent optaget af diverse delstatsvalg. Det kan gå begge veje, med Gerhard Schröder ved man aldrig helt. Han har ofte demonstreret stor evne til at vende tilsyneladende uundgåelige nederlag til sejr. Men han har desværre også vist, at han ikke nødvendigvis mener det samme flere dage i træk, og har virket ubeslutsom i afgørende situationer. Det er det modsatte, der er brug for lige nu. Tyskland står efter genforeningen for mere end ti år siden stadig med en række grundlæggende problemer og presserende behov for reform af blandt andet sundheds- og pensionssystemet. SPD OG GERHARD Schröders store chance er, at oppositionen ikke ligefrem er den skarpeste lige nu. Den står ganske vist bedre i meningsmålingerne, og CDU-lederen, Angela Merkel, har naturligvis været hurtig til at udlægge den tyske kanslers afgang som partiformand som tegn på svaghed. Men også oppositionen har kampe på de indre linjer. Og også den vil være tvunget til at tænke i den slags reformer, som kansler Schröder altså nu har tænkt sig at koncentrere sig om.