Hvem kan slå Bush?

Lyt til artiklen

NU ER DET ALVOR. Allerede i løbet af de næste to måneder vil det formentlig blive afgjort, hvem der til november skal udfordre George W. Bush og forhåbentlig erstatte ham på verdens mest magtfulde politiske post. Både udadtil og indadtil repræsenterer præsident Bush et brud med mange af de værdier, der har gjort, at USA's enorme indflydelse i verden i det sidste halve århundrede langtfra kun har afspejlet militær og økonomisk magt. Ved sin skamløse begunstigelse af de rigeste amerikanere, ved sit misbrug af terrorens udfordring, og ved sin ensidige udenrigspolitik har Bush skadet verden og skadet USA. Det ville være en ulykke, hvis han blev genvalgt. DE DEMOKRATISKE vælgere i Iowa overraskede ved at ydmyge den hidtidige favorit, Howard Dean, og ved direkte at kassere veteranpolitikeren Dick Gephardt. I stedet kom to mere midtsøgende kandidater, der havde været ved at tabe pusten, igen i spil. Både krigshelten John Kerry og den evigt smilende John Edwards går nu styrket videre til det første egentlige primærvalg i New Hampshire. Her var Howard Dean i forvejen udfordret af Wesley Clark, NATO's tidligere øverstkommanderende, der må være enhver europæers drøm om en kommende amerikansk præsident, og som valgte at springe Iowa over. At Dean snublede i Iowa er godt for Clark, selv om det kan blive et problem for ham, at en anden kandidat med militær baggrund, John Kerry, vandt samme sted. Clark og Kerry appellerer i nogen grad til de samme vælgere. DET VIGTIGSTE signal fra kaffegrumset i Iowa er dog, at det ser ud, som om de over 100.000 demokrater, der deltog her, især ønskede at finde en valgbar demokrat. Ligesom de fleste demokrater - og alle os andre, der ikke har stemmeret i USA - vil de først og fremmest af med Bush. Faktisk viser meningsmålingerne, at hvor Bush stadig er svag favorit til at vinde valget mod enhver navngiven demokrat, så slår 'demokraten X' lige nu præsidenten med nogle få procent. For USA og verdens skyld må vi håbe, at de demokratiske græsrødder i løbet af de kommende ugers primærvalg får sat det helt rigtige navn på kandidaten 'X'. Jo hurtigere, jo bedre, så præsidenten, der i nat førte åbenlys valgkamp i sin store tale til Kongressen om nationens tilstand, snart kan blive konfronteret med et stærkt alternativ. Iowa, der er en slags generalprøve før premieren i New Hampshire på tirsdag, var ikke nogen dårlig start på demokraternes demokratiske proces.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her