Ligestilling

Lyt til artiklen

VENSTRES ligestillingsordfører er en mand. Han hedder Troels Lund Poulsen, og han mener, den hidtidige kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder har svigtet indvandrerkvinderne. I forhold til ligeløn og andre arbejdsmarkedsforhold vil Lund Poulsen have ligestillingsordførerne til at bekymre sig om indvandrerkvinders risiko for omskæring, tvangsægteskaber og sharialovgivning. Umiddelbart har Lund Poulsen en god pointe. Ligestilling mellem mænd og kvinder skal anskues i et helhedsperspektiv, og der skal gøres noget radikalt ved alle de kultur- og religionsbårne urimeligheder, som kvinder med en anden baggrund end dansk udsættes for. Oplysning er vejen frem, som det blandt andet har vist sig i forhold til omskæring af piger med en somalisk baggrund. Omskæring af pigebørn er forbudt, men ligesom det kan gælde for andre forbud, kan det være nødvendigt at gøre noget ekstra ud af at formidle baggrunden for forbuddet til borgere fra en helt anden retskultur. OGSÅ NÅR det gælder tvangsægteskaber og sharialovgivning, har det danske samfund været gennem hed debat med efterfølgende lovgivning - og samfundet vil mange år endnu skulle forholde sig til, hvordan vi skaber rum for, at alle kvinder i Danmark får en værdig og fri tilværelse. Det er ikke altid nemt. For Troels Lund Poulsen har jo ikke ret i, at ligestillingskampen er slut på arbejdsmarkedet. Ja, Venstres ligestillingsordfører ser helt bort fra, at det historisk er via arbejdsmarkedet, at både danske kvinder og indvandrerkvinder er blevet løftet ind i den egenforsørgelse, som er ligestillingens materielle fundament. Det er en enorm opgave at få indvandrerkvinderne og deres mænd i job. Men det står ikke i modsætning til, at kampen for lige løn for lige arbejde fortsætter. Der er et løngab mellem danske mænd og kvinder på 15-20 procent. I den offentlige sektor tjener mænd gennemsnitligt 17 kroner mere i timen end kvinder. I det private 30 kroner mere. Denne ulighed har afsmittende effekt på kvinder med en anden etnisk baggrund. AT VÆRE i arbejde er simpelthen alfa og omega for ethvert voksent individ, der ønsker at realisere sine potentialer og blive mødt med accept fra sin omverden. I stedet for at aflyse ligestillingskampen med den begrundelse, at den er »fra 1968«, bør unge Troels Lund Poulsen forsøge at overbevise beskæftigelsesministeren, undervisningsministeren og ligestillingsministeren om, at der skal afsættes penge til at uddanne indvandrerkvinder, så de får andre kvalifikationer end dem, der kun gør det muligt for dem at varetage dårligt betalte pasnings- og omsorgsjob. Og så kunne han jo forsøge at få ændret ligestillingsloven i den retning, Poul Nyrup Rasmussens regering var parat til. Den ville indføre kønsopdelte lønstatistikker på danske arbejdspladser, men VK-regeringen kasserede ideen, der ville have blotlagt forskelsbehandlingen og gjort det nemmere at bekæmpe den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her