Lås og slå

Lyt til artiklen

MERE KONTROL. Lov og orden. Noget for noget. Det er med letfattelige signaler som disse, at den nuværende regering har taget arbejdstøjet på og er begyndt på oprydningen efter mange års påstået forudgående slendrian. Det er klart, at det navnlig har været på to områder, at det har været muligt og vigtigt at skabe synlige resultater, nemlig i udlændingepolitikken og i retspolitikken. Det kan derfor heller ikke undre, at en popularitetsmåling af de enkelte ministre på regeringens toårsdag placerede justitsminister Lene Espersen på førstepladsen - foran Per Stig Møller, Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder. På regeringsgrundlagets præmisser må man nemlig konkludere, at Lene Espersen kontant og effektivt har leveret varen. Her har der aldrig været den mindste ansats til slinger i valsen og uborgerlig pladderhumanisme. Tværtimod. Mens Bertel Haarder på udlændingeområdet kan siges at være i principiel konflikt med sine liberale grundholdninger, har Lene Espersen som justitsminister blot kunnet agere som en tro og villig partisoldat. En velkendt gammel konservativ mærkesag som hårdere straffe - uden pardon - har hun således med målrettet energi ført ud i livet. Det betyder, at straffen for bl.a. vold og voldtægt nu er blevet skærpet, og der er næppe tvivl om, at justitsministeren her er på bølgelængde med flertallet i befolkningen. Dertil kommer selvfølgelig, at den omstridte terrorlovgivning har set dagens lys i Lene Espersens tid som justitsminister. Ligesom hun også uden ret megen rysten på hånden fik bragt den lige så kontroversielle rockerpakke mod organiseret kriminalitet i land. Der har dog ikke været tale om lutter sejre for den hårdtslående justitsminister med den frygtindgydende højre uppercut. Mest irriterende for hende er sikkert sagen om den forsvundne irakiske hærchef, der afslørede, at der selv i Lene Espersens distrikt har været grænser for kontrollen. Men også i sagen om tilladelse til at bære kniv ser det ud til, at justitsministeren må indkassere et nederlag, idet der ikke kan skabes flertal for et forslag om at skærpe reglerne og indføre et generelt forbud. Endelig er der fremtiden. Her venter et stort og vanskeligt slag. Nemlig en modernisering af det danske fængselsvæsen, der både skal ajourføres efter mere nutidige opfattelser og - som følge af den hårdere lovgivning - være i stand til at håndtere en større mængde indsatte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her