EU BEFINDER sig i sin værste krise i mands minde, og for os danskere betyder det, at der ikke bliver nogen ny traktat at stemme om foreløbig - slet ikke i 2004 og måske heller ikke i 2005. Skal Danmark i stedet benytte lejligheden til at afskaffe de forbehold, vi har haft siden 1993? Det er der flere af japartierne, der ønsker sig. Umiddelbart kan det forekomme lidt barokt, at Danmark skulle vælge at gå fremad, netop som hele EU er gået i stå. Men tilhængerne af et hurtigt opgør med forbeholdene har naturligvis en pointe: Fiaskoen på topmødet kunne betyde, at EU deles op i første- og andenklasses medlemmer. I det lys giver det mening, at EU-tilhængerne herhjemme gør et forsøg på at fjerne de forbehold, der kunne fastlåse Danmark i periferien af et nyt europæisk samarbejdsmønster. Ikke desto mindre er ideen om at forcere et opgør med forbeholdene, før den nuværende krise er afklaret, forkert tænkt. Dertil er krisen simpelthen for alvorlig. LIGE NU er den virkelige udfordring ikke lokal, men fælles. Det er jo heller ikke sådan, at Europa i flere hastigheder er den eneste mulige konsekvens af en fortsat uafklaret situation. Mindst lige så sandsynligt er det, at EU bare svækkes og langsomt mister sin evne til at være ramme om et forpligtende samarbejde i vores del af verden. Man må også huske, at de franske drømme om en europæisk kerne er præget af gammeldags magtpolitisk drømmeri, mere end af reel forståelse for, hvordan EU egentlig fungerer. Faktisk er udenrigspolitikken et af de få områder, hvor ideen om en fortrop overhovedet giver mening - og det er netop, fordi udenrigspolitik mere handler om ord end om stærke regler. Og hvor langt vil Tyskland, når det kommer til stykket, overhovedet følge Paris i dette spørgsmål? Opgaven lige nu er ikke at tilpasse sig - eller imødegå - mareridtsscenarier, der endnu ikke har konkret indhold. I stedet må alle gode kræfter samle sig om at bringe EU tilbage på sporet. Tyskland har ikke opgivet forfatningstraktaten, og det bør Danmark heller ikke gøre. Når og hvis den bliver reddet i land, er det på tide på et klart og gennemskueligt grundlag at tage stilling til de danske forbehold. Ikke før.