MON IKKE de fleste spontant vil nævne flyvemaskinen, hvis de bliver bedt om at pege på et menneskeskabt vidunder? Der er noget på én gang helt naturligt og fuldstændig naturstridigt ved flyvning. Mennesker har altid ladet sig fortrylle af fuglenes yndefulde svæv, der ser så let ud, men vender man blikket mod himlen, er det, hundrede år efter Wrightbrødrenes allerførste bemandende flyvetur, stadig uvirkeligt, at fly, der vejer over hundrede ton, med ét kan lette fra Jorden og entre fuglenes rum så ubesværet. Vores evne til at flyve har ændret vores opfattelse af afstande og tid. At rejse til den anden side af kloden er nærmest en indenlandsk rejseoplevelse. Flyvning er frihed. Flyvning er mobilitet og betingelsen for, at folk, der ellers var låst til et bestemt territorium, har kunnet overskride grænser - både geografisk og kulturelt. Flyvningens mirakel har én gang for alle gjort det klart, at mennesket ved hjælp af teknologi kan gøre det umulige. I vor del af verden er flyvning for længst hvermands eje, men flyvning er også rumfart og månelanding og drømmen om at overskride grænser endnu længere væk Desværre er flyvning også krig og ødelæggelse. Knap havde Wilbur og Orville gennemført deres banebrydende, men korte hop op i luften, før flyvemaskinen var en industrielt fremstillet krigsmaskine mere end noget andet. I vore dage er det for længst luftrummet, der skal beherskes, hvis man vil vinde en krig, og desværre vil mange mennesker stadig associere direkte fra store fly til de frygtelige billeder fra 11. september 2001. SELV DE mest storslåede menneskelige opfindelser kan som regel bruges til noget dårligt. På hundredårsdagen for den første bemandende flyvetur må det være tilladt først og fremmest at være begejstret. Det kapitel af menneskehedens historie, som blev indledt med erobringen af luftrummet, er fantastisk, og så er det jo sundt fra tid til anden at se det hele sådan lidt fra oven.