Uredeligt

Lyt til artiklen

DET ER altid alvorligt, når et offentligt organ træffer en usaglig afgørelse, der har store skadevirkninger for en enkeltperson. Men når de skyldige er et bredt udsnit af danske forskere, og offeret er en kollega, der har stillet sin viden og sit engagement til rådighed for offentligheden, er det naturligvis endnu alvorligere. Det var desværre det, der skete, da Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i januar i år tog stilling til klager over miljødirektør og lektor Bjørn Lomborg. Det har ikke været svært for de embedsmænd, der har vurderet klagen over UVVU's afgørelse, at vise, at afgørelsen var åbenlyst uholdbar. Den lever simpelthen ikke op til de mest basale krav, man må stille til en sådan afgørelse. Der mangler for eksempel en begrundelse. DET VIRKELIG ubehagelige ved denne sag er imidlertid, at så store dele af det videnskabelige miljø i Danmark står bag. De konkret ansvarlige er naturligvis de fem forskere, der har lagt navn til det underlødige magtmisbrug, og den nu forhenværende formand for UVVU, der tegnede UVVU udadtil i de dage. Men den sørgelige sandhed er, som formanden dengang sagde, at »der er ikke det videnskabelige miljø i Danmark, der ikke er blevet hørt«. Meget kan naturligvis forklares med passivitet og konfliktskyhed. Men selv om 300 forskere protesterede, lykkedes det heller ikke bagefter for den videnskabelige verden selv at gøre op med det åbenlyse angreb på den videnskabelige ytringsfrihed, der havde fundet sted. DE FÅR imidlertid en chance mere. Embedsmændene har kritiseret afgørelsen sønder og sammen og hjemvist den til fornyet afgørelse til UVVU. Det, der bør ske, er nu, at den behandles på en måde, så det står lysende klart, at der aldrig har været grundlag for en sag om videnskabelig uredelighed i dette tilfælde. Derefter kan debatten for og imod Bjørn Lomborgs synspunkter, og om Institut for Miljøvurdering, fortsætte. At man ikke er uredelig, betyder naturligvis ikke, at man har ret. Det afgørende er, at danske videnskabsmænd nu udviser civilcourage, og selv rydder op. Sagen er for alvorlig til, at den alene kan overlades til juristerne, selv om de har gjort et nyttigt stykke arbejde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her