Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Retfærdighed

Lyt til artiklen

JURISTERI. Sådan må man betegne det slagsmål, der nu er gået i gang mellem Kammeradvokaten og fristaden Christiania. Statens advokat påstår, at christianitterne kan sættes på gaden med behørigt varsel, mens de selv ikke uden patos påberåber sig de borgerlige retsgarantier, de selv har haft et afslappet forhold til gennem tiden. Hvis Christiania skal bulldozes væk, så der bliver plads til millionærlejligheder a la det moderne slum, der skyder op på nabogrunde ved Holmen, må landets love selvfølgelig følges. Men Christianias ødelæggelse handler ikke om paragraffer og kæremål. Det handler ikke om ret, men om retfærdighed. VOR LIBERALE statsminister vil af med fristaden. Ved han ikke, at liberale principper er blevet til i protest mod statslig ensretning? Har han tænkt over, at den liberale tanke om individuel frihed skyldes idéen om det velsignelsesrige i menneskelig mangfoldighed? Har han glemt, at liberalisme handler om at give mennesker ansvar for deres eget liv? Ellers er chancen her nu. Christiania er blevet en institution; lidt skæv i forhold til resten af samfundet, men så meget desto mere befriende. Hvis vi et øjeblik ser bort fra det idiotiske hashsalg, må det være tilladt at spørge: Hvem (bortset fra nogle boligspekulanter) vil have glæde af, at Christiania slettes af bykortet? For alle andre end de mest emsige fortalere for lov og orden forekommer det oplagte svar at være: ingen. Og i alt fald ingen, der i de næste 32 år vil kunne opvise en tilsvarende mængde elementær, anarkistisk, jordnær kreativitet. Vi henviser igen til områdets øvrige byggeaktiviteter. Er Christiania ikke et bestandigt drømmesyn for dem, der må kæmpe mod restriktive kommunale statutter og vedtægter og lokalplaner, hver gang de vil skifte raftehegn, opsætte en parabolantenne eller bygge en havestue? Er fristaden ikke fortroppen i den liberale garde? Christianias bevarelse burde være Fogh Rasmussens mærkesag. TILBAGE TIL hashsalget og Pusher Street. Det er en skandale, og her kunne samfundet række Christiania og dets naboer på Christianshavn en hjælpende hånd. Det er ikke holdbart at sige, at Christiania selv burde have taget hånd om det problem. Det kunne nemlig kun være sket, hvis christianitterne havde taget loven i egen hånd og grebet til vold. Vi har en ordensmagt, fordi det er mest betryggende, at staten beskytter sine borgere. Hvorfor ikke flytte den velbemandede Station 1 til Pusher Street og frustrere handelen ud af fristaden? Hashhandelen har ingens sympati, heller ikke et flertal af christianitternes. Det gamle ord om, at fanatisk retskrakileri ender som højdepunktet af uretfærdighed, gælder også den dydsborgerlige plan om at rydde Christiania. Det her handler trods alt om mennesker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her